Sport

Stolt Würtz skriver historie

AaB-generalen står foran sin superligakamp nummer 397

Rasmus Würtz står foran sin superligakamp nummer 397. Arkivfoto: Henrik Bo
Rasmus Würtz står foran sin superligakamp nummer 397. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 12:41

AALBORG: Rasmus Würtz havde vanen tro indfundet sig på den centrale midtbane ved lørdagens træningspas på Hornevej, hvor AaB-truppen finpudsede de sidste detaljer inden søndagens udekamp mod FC Midtjylland.

Superligakampen på MCH Arena i Herning bliver nummer 397 af slagsen for den 33-årige AaB-anfører, og han tangerer dermed rekorden for flest spillede kampe i landets bedste fodboldrække, som indehaves af Hans Henrik Andreasen.

- Det er da lidt vildt. Det er ikke noget, jeg har gået og tænkt frygtelig meget over, men nu er det kommet dertil, og det vil jeg da også have lov til at være lidt stolt over. Det er mange kampe, men det er selvfølgelig også et udtryk for, at jeg indtil videre har spillet hele min karriere i Superligaen, siger Rasmus Würtz, der har et beskedent bud på, hvor mange superligakampe, der venter forude.

- Det bliver nok maks. til 200 stykker, joker AaB-anføreren.

Ved træningen på klubbens anlæg i Aalborg Øst var peruvianske Edison Flores også at finde efter en forsinket hjemrejse fra en landskamp i Chile, og cheftræner Lars Søndergaard må således kun se bort fra Thomas Enevoldsen og Sebastian Grønning, der begge sidder ude med skader.

Søndagens kamp i Herning starter klokken 18.

Gå til relaterede emner

Forsiden