Detailhandel

Stolthed over 1. spadestik

Til næste år ved denne tid kan beboerne glade sig over at bo i nybyggeri. Hvis det ellers går som planlagt.

Borgmester Mogens Gade (V) tog det første spadestik og fik snavsede sko.Foto: Claus Søndberg

Borgmester Mogens Gade (V) tog det første spadestik og fik snavsede sko.Foto: Claus Søndberg

Fredag blev der taget første spadestik til Centerparken i Pandrup, hvor Nørresundby Boligselskab får 14, ældrevenlige lejligheder med bl.a. elevator. De ventes færdige 1. november. I bunden af byggeriet bygges en dagligvarebutik, som ifølge projektleder Per Hage, 2E, vil stå færdig omkring 1. juni. Der er endnu ikke skrevet kontakt med en dagligvarekæde, men parterne nævner Fakta. Hvis ikke, er der en anden interesseret. Med projektet på 825 kvm er der taget fat på byfornyelsen på Blokhusvej/Bryggerivej, hvor nogle ældre beboelsesejendomme blev revet ned for et par år siden for at give plads. Sivert Sivertsen, Nørresundby Boligselskab, ytrede i forbindelse med begivenheden glæde over, at der i disse krisetider er mulighed for byggeriet. - Vi er vældig stolte. Ud over at 2E finansierer dagligvarebutikken, finansierer de også de 14 boliger. Centerparken er et supplement til de andre boliger, som Nørresundby Boligselskab har i Pandrup. Det begyndte for fem-seks år siden. Da købte vi 34 færdige boliger i Klosterparken og byggede siden 22 på Blokhusvej. Vi lejer ret godt ud i Pandrup og vi håber, der kommer andre projekter hen ad vejen, sagde Sivert Sivertsen. Borgmester Mogens Gade (V) tog det første spadestik, men talte forinden om arvegods fra kommunerne, der blev til Jammerbugt Kommune. - Ordet arvesager kan være negativt ladet. Her er det positivt. Det er godt, at Jammerbugt Kommune kan følge op på, hvad der begyndte i Pandrup Kommune. Pandrup er et attraktivt sted at bo, ikke mindst her i bykernen, sagde han.