Stop alle de bortforklaringer

STORKØKKEN:Svar til Gitte Krog, Niels Erik Østergaard, Venstre, m.fl. Hvis man ikke selv er visionær nok til at se de muligheder der ligger i et centralt placeret køkken til at lave den rigtige sunde, vitaminrigtige mad til vore ældre og vore skolebørn, skal man bare prøve at finde alt det negative man overhovedet kan få øje på : Det bliver for dyrt. Maden til børnene skal nok være gratis - hvor skal pengene komme fra? Vi bliver nødt til at spare på folkeskolen, børnepasning og ældre plejen, (hvorfor lige på disse områder? ) Det er ikke på budgettet. Man fjerner valgfriheden fra de ældre. Bortforklaringer er der mange af, men kære byrådsmedlemmer, det er der til gengæld ikke af visioner – Prøv nu at få andet end de partitaktiske briller på og overvej følgende spørgsmål : Er det ikke rigtigt , at et moderne indrettet køkken vil kunne fremstille mad efter de mest rationelle principper, og samtidig bevare det rigtige indhold af vitaminer m.v.? Er det ikke rigtigt, at et nyopført køkken vil betyde en velindrettet arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø? Er det ikke rigtigt at køkkenet i Jerslev skal renoveres for at der kan laves mad og at Dronninglund Kommune får al mad leveret fra Dronninglund Hotel? Er det ikke rigtigt at behovet for at kommunens skolebørn får et dagligt måltid sundt mad er stort? Hvis I tager stilling til ovennævnte fire spørgsmål og er uenige, fint nok for mig, men lad være med at komme med forklaringer og problemer, der overhovedet ikke har noget med det fremsendte forslag at gøre, og endelig til sidst, der står ikke i socialdemokraternes valgprogram noget om at vi skal have et stort centralkøkken i kommunen, men det er ikke forbudt for Socialdemokratiske kandidater at boble med nogle visionære forslag.