Stop det grønne kalifat

Medierne sukkede, aktivisterne sukkede, Albert Arnold Gore sukkede, og de onde lo.

Naturvidenskab 1. august 2010 06:00

Europas grønne politikeres ambitiøse forfatning for en ny verdensomspændende øko-regering og statsøkonomi – den såkaldte ”juridisk bindende aftale” – blev afvist af verdens øvrige ledere. Ganske vist var folkeangsten for ødelagte livsrum forud for klimatopmødet i København blevet blæst voldsomt op, men den magtudvidelse, som de grønne politikere lagde op til, var alligevel for stor en mundfuld, ikke mindst for de store asiatiske riger og lande. ”Den juridisk bindende aftale” var nemlig intet mindre end en ny verdensregerings lovlige grundlag(!), som de grønne europæere forestillede sig som det 21. århundredes politiske og økonomiske centrum. Rammeaftalen, ”Framework Convention on Climate Change”, er 200 siders tør tekst, som før topmødet var gemt godt af vejen på IPCC’s store hjemmeside. Her fandtes den i labyrinten af undermenuer, hvis den interesserede ellers klikkede på det rigtige link, for overskriften havde intet med dokumentets indhold at gøre. Måske var den netop så svær tilgængelig for, at den saglige modstand mod den planlagte verdens-økoregeringen skulle komme for sent til klimatopmødet. Men her er nogle af ”den juridisk bindende aftales” hovedpunkter, og hold fast, for den er intet mindre end den første internationale aftaletekst, hvor en verdensregerings(!) – udtrykkeligt benævnt ”government” – lovlige grundlag og juridiske konstruktion kunne have været vedtaget. Dette står i aftalens paragraf 36-38. Her beskrives endvidere om embedsvældets konstruktion, at der under regeringen skulle stå to underordnede organer. Et medansvar for landenes tilpasning (adaption) til en international klimavenlig politik. Det andet skulle være en udøvende forsamling (Executive Board), som ville være ansvarlig for at bruge pengene fra klimaskatterne og styre de øvrige og mere specialiserede institutionelle arrangementer, dvs. organer, som er under dette organ. I paragraf 57 listes det væld af organer, som sidste skulle have haft under sig. Det vigtigste heraf hedder ”Executive Body on Finance and Technology for Mitigation” – Udøvende organ for finanser og teknologi for Nedbringelse –, da dette skulle have haft til ansvar at bruge klimaskatterne. Om skattepligten til denne verdensomspændende øko-regering fremgår det af paragraf 41, at de udviklede lande mindst skulle bidrage til verdensregeringen med 0,7 % af deres BNP, men at dette bidrag faktisk også er afhængigt af, hvor meget verdensregeringen mener, de forurener. Regeringens underordnede organer skulle tillige have sørget for yderligere bilateral bistand mellem landene, indføre afgifter på CO2-udledning, afgifter på CO2-intensive varer og -ydelser, afgifter på skibsfart, afgifter på almene internationale transaktioner(!) og afgifter på dit og dat. Om regeringsansvaret står der, at verdensregeringen skulle stå til ansvar overfor COP, Klimaconventionen, som skulle bestå af regeringsrepræsentanter fra er de underskrivende lande. Dermed ville denne regerings medlemmer have været indirekte valgt og stået til ansvar for ikke folkevalgte embedsmænd, hvorved klimatopmødet ville have henvist det nuværende vestlige folkestyre til historiebøgerne. Hverken ordet valg eller demokrati nævnes blot en enkelt gang i de 200 siders kontrakt. I folkemunde hedder en slig regering et verdensomspændende øko-diktatur. Denne magtudvidelses berettigelse findes i troen på den straffende grønne vejrgud, hvis vrede menneskeheden har påkaldt sig på grund af sit syndige forbrug af kraftstoffer og opbygning af civilisationen. Troen gør, at de grønne apostle kræver almagt for at grundlægge statspræsteskabet, som kan indføre øko-dyd og frelse menneskeheden. Dermed er de grønnes samfund lige så lidt sekulært som muslimernes Kalifat.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...