EMNER

Stop falske sødemidler

Sukker har historisk set altid været en genvej til at vinde børns hjerter - om ikke andet - så for en stund. Bedsteforældre og onkler og tanter har gennem generationer været umådeligt populære leverandører af de bolsjer, is og chokolade. Fred være med det, når børnenes kost i øvrigt er varieret og sund. Derimod er det dybt problematisk, når spiritusproducenterne i stigende omfang udnytter børn og unges naturlige hang til det, der smager sødt. I disse år er der tilsyneladende ingen ende på opfindsomheden, når det gælder om at fremstille alkohol, der smager af sukker, saft og chokolade. Tidligt så vi de såkaldte alkoholsodavand, som angiveligt smager af det rene limonade, så kom is med sprut i, og inden længe er der en spiritusholdig cacaomælk på markedet. Hvad bliver det næste? Slikkepinde med vodka? Vingummibamser med rom? Dette ikke skrevet for at give producenterne flere gode idéer, for det skulle ikke undre mig, om det ikke allerede findes eller er på vej uden min viden. Under alle omstændigheder synes jeg, det må være rimeligt at kalde på en vis ansvarlighed fra spiritusproducenternes side. I Folketinget kan vi lovgive om, hvor gammel man skal være for at kunne købe alkohol, men det virker alligevel stærkt undergravende for enhver tanke om sundhedsfremme og misbrugsforebyggelse, at spiritusproducenterne sender det ene "børnevenlige" produkt på markedet efter det andet. Godt nok angiver de, at produkterne skam er ment til voksne mennesker, men med bare det mindste kendskab til børn og unges søde tænder, holder deres forsvar ikke vand. Selv producenter af alkohol må have været børn engang, og derfor vide, hvad de gør, når de fremstiller farvestrålende spiritus, der smager af sukker, men ikke det mindste af alkohol. Danske unge har i forvejen europarekorden i druk, så det er ikke lige frem i denne disciplin, vi skal gå efter verdensmesterskabet også. Desuden har de unge en meget tidlig debut med alkohol, og det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, at jo sødere alkoholen bliver og jo mindre den smager af alkohol, des mere tiltrækkende vil den være for de helt unge. Konsekvenserne ser vi allerede: En stor gruppe unge drikker hver weekend sundhedsskadelige mængder af alkohol, og et stigende antal unge skal i behandling for alkoholmisbrug. Desværre viser en ny undersøgelse af børn og unges alkoholvaner, som Sundhedsstyrelsen er i færd med at udarbejde, at de farvestrålende Ready-To-Drink-produkter som Bacardi Breezer og Smirnoff Ice har særdeles godt fat i de helt unge. Der er et stort marked for den slags produkter. Således er salget af alkoholsodavand på blot et par år eksploderet til anslået 24 mio. flasker om året. Den udvikling viser et stort behov for, at vi får kigget markedsføringslovgivningen efter i sømmene. Når alkoholproducenterne i deres jagt på profit så aggressivt markedsfører alkohol camoufleret som sodavand, is, slik eller saftevand, så skal vi som samfund have et modsvar. Alkohol må aldrig blive ungdommens eneste måde at forsøde livet med. Mogens Nørgård Pedersen, Gl. Landevej 27, Aabybro, er folketingsmedlem og fødevareordfører for Kristeligt Folkeparti.