Danmark

Stop for børn fra etiopisk børnehjem

Efter et kontrolbesøg på omstridt etiopisk børnehjem stopper socialministeren nu adoptioner fra hjemmet.

Stop for børn fra etiopisk børnehjem

Børnene manglede mad, medicin og pleje på det etiopiske børnehjem Enat Alem, som i stor stil har leveret adoptivbørn til danske familier gennem bureauet DanAdopt.

Det skriver Politiken fredag på baggrund af de oplysninger, den danske Ankestyrelse har med hjem fra et nyt kontrolbesøg i Etiopien.

Oplysningerne får socialminister Karen Hækkerup (S) til at skride ind og stoppe definitivt for flere adoptioner fra børnehjemmet, hvis direktør også anklages for at agere "i strid med grundlæggende etiske principper".

- Vi skal være helt sikre på, at de børn, vi tager imod, er frigivet til international adoption, at det er bedst for barnet, og at man har undersøgt andre muligheder i hjemlandet, siger Karen Hækkerup til Politiken.

Enat Alem har leveret 120 børn til danske forældre. To af dem hedder Amy og Masho, og det var Amys etiopiske mor, der over for Politiken først afslørede de kritiske forhold omkring Enat Alem.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.