Stop grådige

TOBINSKAT:Kan det virkelig være rigtigt, at det er de svagest stillede, de arbejdsløse og de unge, der endegyldigt skal betale for den finansielle krise? Det mener jeg ikke. Jeg synes kun, det er rimeligt, at finansspekulanternes grådighed bliver beskattet med en Tobin-skat. En beskatning på 0,05 pct. eller 0,1 pct. på finansielle transaktioner - er dét virkelig for meget at bede om? Jeg mener, at det vil kunne minimere incitamentet til hurtige handler og give et godt økonomisk udbytte. Danmark har i dette halve år EU-formandskabet - derfor synes jeg, at den danske regering skal tage sig selv i nakken og sætte kursen for hele Europa. Vores økonomi hænger i en tynd tråd, og derfor er det vigtigt, at vi står sammen og ikke bare ser til, mens andre klarer skærene. Vi kan ikke gøre det alene. Vi skal alle bidrage og gøre en indsats for at komme helskindet ud af det økonomiske fængsel, vi er havnet i.