Videregående uddannelser

Stop hetz

Regeringens oplæg om at forkorte kandidatuddannelsen til kun et år er direkte økonomisk uansvarligt og et udtryk for en kortsigtet og uambitiøs tankegang.

Endnu værre er det, at Dansk Folkeparti vil have de unge til at springe kandidatuddannelsen helt over. En af årsagerne til at den danske vækst ikke er kommet op i omdrejninger sammenlignet med vores nabolande er Danmarks manglende konkurrenceevne. Faktum er, at det en dansk medarbejder producerer per time, ikke er vokset i samme grad som hos medarbejderne i vores nabolande. Eksempelvis udgør den værdi en dansker skaber pr. arbejdstime kun 88 procent af, hvad en tysker skaber. I midten af 90'erne var tallet 96 procent. Samtidig er de gennemsnitlige lønninger højere i Danmark end i Tyskland. Danmark har behov for mennesker, der kan skabe innovation og vækst - folk der kan forbedre virksomhedernes arbejdsprocesser, udvikle organisationen, skabe nye produkter og lave strategier for at udvide markedet. I kombination med at skabe bedre grundrammer for virksomhederne, er det den eneste måde, vi både kan sikre udviklings- og produktionsafdelinger i landet. Dansk Industri har for nylig fremlagt en rapport, som viste at virksomhederne anser medarbejdere med en lang videregående uddannelse, for at være specielt vigtige for at øge væksten i deres virksomhed. Det bemærkelsesværdige i undersøgelsen er, at medarbejdere med mellemlang videregående uddannelse ikke blev anset som værende ligeså vigtige for væksten. Det hænger godt sammen med vismændenes rapport fra efteråret 2010, hvor de pointerer, at der er en klar positiv sammenhæng mellem effektiviteten hos den enkelte virksomhed og arbejdskraftens uddannelsesniveau. Hvori ligger fornuften så i at forkorte kandidatuddannelsen? Og hvis det økonomisk optimale var at nøjes med en bachelor, ville der så ikke være flere virksomheder som ansatte dem? Så kære regering og DF - problemet er ikke for meget uddannelse, men for lidt. Fokus skal være at få flere unge til uddanne sig - noget der er stagneret de seneste ti år. Stop hetzen mod dem, der uddanner sig, og giv dem i stedet tid til at finde deres hylde, så vi får energiske og livsglade medarbejdere, der arbejder med noget de brænder for.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst