Stop hetz

LÆGEVAGTER:Nu må den hetz mod vores tryghed i sundhedsvæsenet stoppe. Vi skal ikke have nedlagt lægevagter her i Nordjylland. Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg på forsiden på NORDJYSKE Stiftstidende (12.1.) læste, at der er planer fremme om at nedlægge fire af de ni lægevagter i regionen, og igen er det befolkningen i yderområderne, det går ud over. Det måtte da være en fejl, men da det så om aftenen tonede frem på TV Nord, uden at en eneste politiker kommenterer det, er det måske rigtigt. Det bliver ikke med min stemme, der bliver nedlagt lægevagter. Om andre i regionsrådet har modet ved jeg ikke. Der findes kun tre akutmodtagelser i hele Region Nordjylland i dag, skulle vi så også til at skære på lægevagten, må jeg sige stop. Der bør være max. 15-20 km til nærmeste vagtlæge, tænk jer hvis et lille barn bliver syg og skal til læge 40 km væk. Ifølge udsendelsen kunne man jo bare ringe 112, hvad er det for noget vås. 112 er kun for alvor, ikke fordi et lægevagts besøg også er alvorligt nok, men 112 er til, hvis det er livstruende. Vagn Olesen regionsrådsmedlem (S), Dalvangen 35, 9620 Aalestrup vo@rn.dk