Lokalpolitik

Stop karaktermord

Af Thomas Kastrup-Larsen Byrådsmedlem (S) Ryes Passage 2 1.tv: STADIONKONCERTER: Jørgen Andersen brugte i et læserbrev om stadionkoncerter den 28. juli mig som et eksempel på en politiker der har været med til at undergrave tilliden mellem byrådet og Vestbyborgerne. Årsagen var et læserbrev som jeg havde skrevet om stadionudvidelsen og grønhelhedsplan i 1998, hvor jeg bl.a. roste den grønne helhedsplan. Jørgen Andersen tager følgende citat fra dette læserbrev: Beboerne kan være tilfredse, idet der er blevet afsat 10.mio.kr. til at gennemføre en grøn helhedsplan, der vil forskønne hele området med skøjtebaner mere grønt etc., og fremfører det som et bevis for min utroværdighed. Nu er det sådan, at store byggerier har det med at komme ud for budgetoverskrivelser. Det kom stadion også, og derfor var der en lang række ting som blev skåret til. Herunder grøn helhedsplan. Men det rokker ikke ved, at det i 1998 var intentionen at gennemføre den grønne helhedsplan i sin fulde udstrækning. At ting bliver ændret i et byggeri, er ikke udtryk for utroværdighed. Sådan er vilkårene i praktisk politik, men jeg vedkender mig gerne at jeg gik varmt ind for ombygningen af Aalborg Stadion som Jørgen Andersen har så meget imod. Jeg må ærligt indrømme at jeg er meget overrasket over det niveau Jørgen Andersen lægger for dagen i den begyndende valgkamp. Jørgen Andersen kan for min skyld have alle de meninger han vil om stadionkoncerter, men når han kaster om sig med citater der er taget ud af en sammenhæng og fordrejer dem og prøver at udstille sine måske kommende kollegaer som utroværdige, så mener jeg at han går langt over stregen. Derfor disse ord.