EMNER

Stop kirkens hetz

Mit brev til kirkens udstødte: Kære Lilly og Eva. Kære Jan og Børge.

Vi kender ikke hinanden. I er dem, der tænker romantisk på en anden måde end vi andre. Jeg er fynbo, gift, familien på 20. Ikke medlem af noget politisk parti. Skoleinspektør i 35 år. Jeg har holdt mange foredrag over hele Danmark med hovedemnet "Hvordan skaber vi et menneskeligt samfund?" i tro på menneskers ligeværd. Jeg er ked af, at biskop Elisabeth Dons Christensen, Ribe, i tv har trukket ændring af alle kirkelige bryllupper ind som konsekvens af gennemførelse af homoseksuelle pars ægteskab i kirken. Jeg holder af Dons Christensen, men hendes tv-indslag oplevede jeg som trussel, som gjorde det nødvendigt (nødvendigt for mig selv) at skrive et brev til jer og fortælle, at jeg ikke deltager i en hetz, som kan opfattes som hetz mod jer, fordi I er anderledes. Er I ulykkelige over menneskers aggressive modstand mod jeres adgang til kirken, forstår jeg jer. Men vi er nogen, som ønsker åbne kirker for kærlighed. Jeg tror, Vorherre glæder sig ved at se to mennesker være glade ved hinanden. Jeg tror, at han kommer selv, når to elskende går til hans alter. Jeg tror, at Vorherre kan lide alle mennesker, og jeg tror, at han ikke kan fordrage hetz mod dem, der er anderledes. Jeg véd godt, at mit brev vil fremkalde onde ord mod mig. Det må jeg prøve at bære, - for jeg foretrækker at være blandt dem, som forfølges, frem for at være blandt dem, der skaber udstødte.