Ledelse

Stop klynkeriet

Et kollektivt amokløb førte til bankkrisen. Nu må bankerne sone sammen.

BANKER:Et kollektivt amokløb førte til bankkrisen. Nu må bankerne sone sammen. Måske oplevelsen kan føre til en større selvdisciplin i branchen. Med et mere restriktivt pengemarked havde vi været forskånet for ulykkerne i Roskilde og i Fjerritslev. Den finansielle krise har fået bankerne til at søge ly under statsgarantien. Frustrationen er stor, og ydmygelsen har inspireret til forbavsende udtalelser. Flere banker mener, de blev tvunget med i garantiordningen. Bankerne gør gældende, at de ikke har råd til at modtage mere hjælp. Men dog. For 7,5 mia. kr. årligt påtager skatteborgerne sig at garantere for pengeinstitutternes forpligtelser på 4000 mia. kr. Det svarer til en garantiprovision på 0,2 pct. Og lur mig, om ikke statsgarantien har sparet pengeinstitutterne for mere end 0,2 pct. på indlånsrenten. Det er de færreste beskåret at kunne rejse garantier på sådanne vilkår. Pengeinstitutterne fik et tilbud, de ikke kunne sige nej til. Ingen turde stå uden for den statslige paraply. Men det giver mening, at alle løfter i flok. Nogle pengeinstitutter var heldige med timingen og kom ud i tide. Men krisen var skabt af finanssektoren – globalt og i Danmark. Det havde ikke set kønt ud, om sektoren blot havde overladt til skatteborgerne at samle de hårdest ramte banker op. En fremtrædende bankdirektør mener, at de finansielle virksomheder under opgangskonjunkturen blev ramt af fartblindhed. Ingen bank har lyst til at sidde over, når musikken spiller. Alle danser de i takt til musikken, også når der spilles op til dødedans. Det er ikke betryggende, og man må da håbe, at det lykkes bankerne at tøjle flokinstinktet, inden konjunkturerne vender igen, så vi kan blive forskånet for flere fartulykker. Pengeinstitutterne har et betydeligt, kollektivt ansvar for den aktuelle krise. Der findes banker, som tror, at det hele er de andres skyld, og som gerne udpeger de skyldige. De glemmer, at når man peger fingre ad andre, peger tre fingre bagud. Når det gik eksempelvis ebh bank så ilde, er en del af forklaringen, at andre banker ukritisk lånte den lille bank i Fjerritslev 6,5 mia. kr., så man ordentligt kunne fyre den af. Og de havde god grund til at fyre den af i Fjerritslev. Ved udgangen af 2007 kunne direktionen i ebh bank glæde sig over aktieoptioner til en værdi af 46 mio. kr. Det kan ikke undre, at ebh bank fik fartblinde bankdirektører. Men man kan undre sig over, hvad de gode folk i Fjerritslev dog gjorde sig af tanker, når bestyrelsesformanden oplyste, at værdien af direktionens optionsprogram var beregnet ved hjælp af Black-Scholes’ formel med udgangspunkt i en volatilitet på 16,2. For sent erindrede hanboerne sig H.C. Andersens eventyr om kejserens nye klæder. Det er jo nok muligt, at ebh banks ledelse, der kørte alt for stærkt, står til en fartbøde. Men hvad med de banker, der finansierede ebh bank? Foretog de nogen kvalificeret kreditvurdering? Det gjorde de helt sikkert ikke! Formentlig forlod de sig på, at systemet ville være selvopretholdende, at nogen ville holde hånden under ebh bank. At banksektoren nu kollektivt har måttet bidrage med 4,4 mia. kr. til oprydningen i Fjerritslev er ikke ganske uretfærdigt. Direktøren i en større jysk bank mener, det er kundernes skyld, at bankerne har lånt for meget ud. Og formanden for lokalbankerne beklager sig over, at indskydere af ansvarlig lånekapital er blevet påført tab. Men det står da banksamfundet frit for at holde hånden under den ansvarlige kapital. For det er vel ikke meningen, at skatteborgerne skal bære tabet? Det er på tide, bankerne stopper klynkeriet. Bankerne tabte 5,5 mia. kr. i 2008. Men de tjente 40 mia. kr. året før.