Stop krisejammer

FORKÆLELSE:Det er en skam, at den danske presse gør så meget ud af at oppiske en krisestemning om verdensøkonomien blandt vor befolkning. Som dronningen sagde i sin nytårstale, har vi længe vænnet os til, at alt gik bedre og bedre - at morgendagen tegnede stadig lysere. Vi er blevet et rigt og trygt samfund. Vi er blevet et forkælet samfund, men vi må ikke tage goderne for givet. Vi må yde for at nyde og sætte tæring efter næring. Vi må være taknemmelige for, at vi har mad i køleskabet, tøj at tage på, tag over hovedet og en seng at sove i, og at vi således er rigere end 75 pct. af verdens befolkning. Vi har penge i banken, lidt i tegnebogen og lidt småpenge i sparegrisen og tilhører således de rigeste otte pct. i verden. Hvis vi var mere friske end syge i morges, da vi vågnede, så har vi det bedre end den million mennesker, der ikke kommer til at overleve denne uge. De fleste af os har aldrig oplevet krigens farer, ensomheden i fangenskab, lidt under tortur eller været plaget af sult og har det således bedre end måske flertallet af denne jords seks mia. mennesker. At vi kan gå i kirke uden at blive antastet, arresteret, tortureret eller slået ihjel gør, at vi har det bedre end mindst 500 millioner mennesker i verden. 2009 bringer udfordringer til os alle om at stå sammen og være opmærksomme på dem, som vi kan give en hjælpende hånd. Vi må være taknemmelige for, hvis vi kan holde nogen i hånden, give nogen et kram eller klappe nogen på skulderen, for da er vi nemlig heldige, at vi har muligheden.