Socialforsorg

Stop nedslidningen

Statsministerens nytårstale skød for alvor valgkampen i gang.

Gennem mange år har debatten om efterlønnen forsøgt at presse sig ind på den politiske dagsorden, men hver gang har politikere fra alle fløje kappedes om at være først til at slå debatten til jorden. Ingen skal røre ved efterlønnen, har været et ofte gentaget mantra. Og dette på trods af at diverse økonomer og vismænd gang på gang har påpeget efterlønnens negative konsekvenser både for vores økonomi, vores velfærd og for udbuddet af arbejdskraft. Nu er ånden sluppet ud af flasken. Efterlønnen er sat eftertrykkelig til debat, og den borgerlige blok har meldt klart ud, at de ønsker en aftrapning af efterlønnen, sådan at ingen, der i dag er under 45 år skal have ret til efterløn. Knap er fjernsynsskærmen slukket efter nytårstalen, før S og SF tæt supporteret af fagbevægelsen tordner frem. Store dagbladsannoncer og masser af billeder på, hvilke konsekvenser afskaffelsen af efterlønnen vil have. "Hvad skal der blive af alle de mange nedslidte, der har knoklet på slagterierne, i hjemmeplejen eller på fabrikkerne i et langt liv?", spørges der. "Skal de henvises til at blive slæbt igennem kommunernes mangfoldige, langsommelige og umenneskelige arbejdsprøvninger og sagsbehandlingsforløb forud for en førtidspension". Retorikken får ikke for lidt, og omsorgen for den 33 årige hjemmehjælper, den 45 årige skraldemand eller den 57 årige murer, stiger. Hvad skal der blive af dem, når de nedslidte og uden arbejdsevne efter en årrække på arbejdsmarkedet ikke længere har mulighed for at slæbe sig over den eftertragtede 60 års efterlønsmålstreg. At nogle har et hårdere arbejdsliv end andre, og at nedslidningen ikke er lige stor i alle fag er en ubestridelig kendsgerning. Men det er, som om fagbevægelsen helt har glemt, at forudsætningen for at gå på efterløn er, at man skal være til rådighed for arbejdsmarkedet og rask. Det er altså ikke mennesker uden arbejdsevne, der går på efterløn. Hvis dette var deres situation, så ville efterlønnen være lukket land for dem. Fagbevægelsen forholder sig til efterlønsdebatten, som om nedslidningen på arbejdsmarkedet foregår på en måde, så det lige præcis er den dag, man fylder 60 år, at "filmen knækker". Hvad med alle dem, der på grund af nedslidning, sygdom eller arbejdsskader må forlade arbejdsmarkedet før de fylder 60 år? Hvad skal der blive af dem? Og hvad værre er, så tyder fagbevægelsens indlæg i efterlønsdebatten på, at man opfatter nedslidning som en naturlov, der ikke er noget at stille op imod. Har fagbevægelsen ikke et ansvar for, at mennesker skal kunne holde til at være på arbejdsmarkedet i en lang årrække? Har fagbevægelsen ikke et ansvar for, at deres medlemmer skal kunne forsørge sig selv også efter, at de er blevet 60 år? Det at tage del i et aktivt arbejdsliv, er en glæde for de fleste. At have mulighed for at kunne forsørge sig selv og sine er af vital betydning for alle. Derfor skal fagbevægelsens krav i stigende grad koncentrere sig om at skabe vilkår på arbejdsmarkedet, som gør det muligt for mennesker at arbejde, så længe de ønsker det. Det er et skræmmende billede, at fagbevægelsen helt naturligt forestiller sig, at den 33 årige hjemmehjælper er nedslidt, når hun nærmer sig de 60 år. Det er på tide, at der stilles krav til arbejdsmarkedet om at stoppe nedslidningen. Kravene i overenskomsternes sociale kapitler skal skærpes. Arbejdsmarkedets parter skal tage nedslidningstruslen alvorligt og sætte drøftelser på dagsordenen, der sikrer, at arbejdsmarkedet tager ansvar for deres medarbejdere. Selvfølgelig skal den 33 årige hjemmehjælper kunne holde til sit arbejde i mange år endnu. Derfor skal hun have hjælpemidler, der letter hende for tunge løft, og hun skal have indsigt i og bruge de rette arbejdsstillinger. Den 45-årige skraldemand skal have arbejdsvilkår, der svarer til en 37 timers arbejdsuge. Han skal ikke have akkordarbejde og et så opskruet tempo, at det er muligt for ham at gå hjem flere timer før normal arbejdstids ophør. Der skal stilles krav til de sociale kapitler, så den 57 årige murer ikke nødvendigvis skal præstere det samme som den 25 årige. Hvis vi skal sikre vores velfærd, så skal der flere hænder på arbejdsmarkedet. Hvis de svageste skal have de vilkår, som kendetegner et velfærdssamfund, så skal alle de arbejdsføre yde lidt mere. Så kan det ikke nytte noget, at LO formanden mener, at det ikke er middelklassens ansvar at sikre, at de svagest stillede har ordentlige vilkår. Selvfølgelig er det også middelklassens ansvar. Selvfølgelig er det også fagbevægelsens ansvar. Fagbevægelsens fornemmeste opgave i de kommende år er at sikre, at vilkårene på arbejdsmarkedet gør det muligt for os alle sammen at blive der lidt længere. Nedslidning er ikke en naturlov. Mennesker er ikke en brug-og-smid-væk-ting. Kirsten Hein er leder af Virksomhedscentret i Jobcenter Aalborg. Samfundspolitisk engagement med rod i 70'ernes kvindebevægelse og 80'ernes kommunalpolitiske virke. Bedstemor til fem piger, ikke-ryger, helårsbader og cyklist.