Stop propaganda for de unges skyld

"Jeg glæder mig til min første Århus Festuge uden tømmermænd, takket være Nopal Party Cactus. De piller virker. Vi var fire gutter, der overlevede Skanderborg Festivalen uden at være dårlige en eneste dag. Tak Nopal og skål, siger Jesper fra Århus."

Aarhus 1. september 2005 21:28

Således lyder teksten til en reklame for et middel mod tømmermænd, og den ledsages af billedet af en ung mand i færd med at stryge noget, der kunne ligne festskjorten, som han nu kan iføre sig uden at tænke på dagen derpå. Nederst i reklamen står der: "Fås kun hos udvalgte Matas-butikker, helsekost, Salling, og med næsten usynlig skrift står der i højre side: "Sundhedsstyrelsens råd om indtagelse af alkohol bør ikke overskrides." Hvornår er et middel mod tømmermænd blevet "helsekost"? Og hvad har Sundhedsstyrelsen i det hele taget at gøre i en reklame, der opfordrer unge til at drikke? Når Jesper fra Århus siger: "Tak Nopal og skål," er det ren drikkepropaganda. Der forlyder ikke noget om bivirkningerne af pillerne, som der selvfølgelig må være nogle af, men den alvorligste er dog, at unge fristes til at drikke uden at tænke på følgerne. For ungdommens skyld - forbyd Nopal Party Cactus!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...