EMNER

Stop så de platugler

Verden er fuld af mennesker, der prøver at tjene en skilling på andres arbejde. Uden at de selv behøver at bevæge sig ud i virkeligheden, hvor penge tjenes.

FUP Men åbenbart kan man komme langt og tjene rigtig mange penge, hvis blot man er samvittighedsløs nok og ellers udstyret med gode talegaver, en telefon samt en manual, hvor der står, hvad man skal bilde folk ind. De mest berygtede og de mest ryggesløse er annoncehajerne. Det er dem, der lokker andre mennesker til at købe ydelser, der dybest set er værdiløse. Typisk er det nystartede selvstændige, det går udover. Mennesker, som lader sig besnakke af en dygtig sælger til at købe annoncer i registre eller suspekte telefonnøgler, som ingen kender, og derfor ingen bruger. Og er man først én gang kommet til at sige ja, så kører maskinen. Der kommer flere og flere girokort, og hvis man betvivler, at man har indgået en aftale, så trues der med bål og brand, hvis ikke man slipper slanterne. Der må være gode penge i forretningsmodellen, for de mennesker, der prakker andre deres tvivlsomme produkter på, kan ikke være uvidende om, at det, de sælger, ikke har nogen værdi. At de sælger varm luft, og at det dybest set bare handler om at få lænset nogle firmakontoer for flest mulige kroner med den mindst mulige arbejdsindsats. Og de bliver dygtigere og dygtigere - hajerne. Ikke forstået på den måde, at det, de sælger, får større værdi. Det er de formentlig også fuldstændig ligeglade med. Nej, de er blevet rigtig skrappe til at få deres hjemmesider til at ligne noget, der er seriøst, anstændigt og virkningsfuldt. Så det bliver endnu sværere for en almindelig hårdtarbejdende håndværker at skelne skidt fra kanel. Det er ubegribeligt, at dette cirkus får lov til at fortsætte. At der ikke er en ansvarlig minister, der finder en metode eller en kur, der virker mod disse plattenslagere. Der dukker jævnligt nye sager om annoncehajer op - senest et par stykker, hvor der tilsyneladende er tyske bagmænd på spil. Og som regel kan man få en politiker til at sige, at det da også er for galt... Og så sker der typisk ikke mere. Annoncehajerne får lov til at fortsætte - og det gør de så.