Stop sexkøb

Hvis man i Danmark begår en voldtægt, kommer man i fængsel i op til otte år. Er voldtægten af særlig farlig karakter, kan straffen hæves til 12 års fængsel.

Vælger man i stedet for at betale 400 kroner for at "få lov til" at voldtage, er det imidlertid helt i orden i forhold til dansk lovgivning. Det er nemlig ikke ulovligt at gå til prostituerede i Danmark. Undersøgelser lavet om prostitution i Danmark viser, at ca. 95 procent af de prostituerede gerne vil ud af prostitution, men ser det ikke som en reel mulighed. Der er med andre ord tale om sex, uden at de prostituerede i virkeligheden er i stand til at modsætte sig handlingen. Prostitution kan altså ifølge dansk lovgivning kategoriseres som voldtægt. Bør vi ikke gøre noget ved det? Jo, naturligvis! Lad os få et forbud mod sexkøb så hurtigt som muligt. Så vi har en mulighed for at straffe de mennesker, der betaler sig fra at voldtage andre mennesker.