Stop skolerygningen

Rygning på Rebild Efterskole var det store hit, indtil skolen satte en stopper for det

REBILD:Rygning på Rebild Efterskole var i skoleårets start utrolig populært. Den udendørs rygebænk var det sociale samlingssted både for rygere og ikke-rygere, men det tog ikke lang tid for forstander Allan Schrøder og de øvrige medarbejdere at få gjort noget ved sagen. Med en solid rygepolitik på banen og med hjælp fra Nordjyllands Amts kampagne "Smøg til side" var de første elever godt på vej til at kvitte smøgerne. Elev Maja Andersen er ikke i tvivl om, hvorfor rygebænken blev et attraktivt samlingssted. - Mange af ikke-rygerne kom jo til at gå sammen med rygere, og måske var vi også lidt nervøse i starten, og så hjælper det jo med en smøg. Mange tidligere rygere begyndte pludselig at ryge igen. Folk fik et meget stort smøgforbrug, hvad der især kunne mærkes på lommepengene. Maja vil tro, at der i skoleårets start nok var cirka 30 rygere ud af de 70 elever, og at der i dag er cirka 20 tilbage. Rygestopkursus Da Rebild Efterskole tilbød en rygekonsulent til at hjælpe med at droppe smøgerne, var de fleste også friske til at prøve projektet af. I seks uger kom der en rygekonsulent en gang om ugen. Hver gang blev der målt kuliltetal, og der blev sat fokus på alle de negative sider ved rygning. I starten var interessen for kurset rigtig stor, men lidt efter lidt begyndte nogle at springe fra. Det lykkedes dog at få et par stykker til at droppe smøgerne helt. - Det er helt sikkert, at vi også vil benytte os af tilbudet fra Nordjyllands Amt næste år, og hvis der skulle være mere efterspørgsel i år, vil projektet helt klart komme til at køre endnu en gang, siger Allan Schrøder. Øreakupunktur De elever, der stadig røg, fik en hjælpende hånd af Majas mor, Benthe Andersen. Hun tilbød rygerne at give dem en øreakupunktur-behandling, da hun er ved at uddanne sig til akupunktør hos Svend Senivs i Aalborg. En sådan kur ville normalt koste 800 kr. for en måned, men her blev det tilbudt gratis. Syv elever var med på dette forsøg, og selvom de alle var mere eller mindre nervøse for at skulle prikkes med nåle, gennemførte de alle. Fire små nåle skulle sættes fast i øret, den første til at tage rygetrangen, den anden hidsigheden, og de to sidste skulle ordne bronkierne og fimrehårerne. To af eleverne fik et resultat ud af det og ryger næsten ikke mere i dag. Stramning af rygepolitik - Jeg mener, at perioden hvor rygning kan gå hen og blive populært, netop er i 9.-10. klasse, hvor vi her har eleverne. Derfor er det vigtigt, at der i disse klassetrin bliver gjort en indsats for at stoppe det. Hvert år prøver vi at lave stramninger for rygepolitiken her på skolen. Det er utrolig vigtigt, at ikke-rygerne ikke bliver generet af røgen. Derfor må vi også sige, at det er forbudt at ryge ved fælles arrangementer som lejrbål, tur i skoven med mere, siger Allan Schrøder, der er stor modstander af rygning. For bare fire år siden havde skolen et rygerum indenfor. Nu har de kun rygebænken, et lille begrænset område udenfor. Alle lærerne på Rebild Efterskole er enige om, at det er vigtigt at bakke de unge op, når de vil holde op med at ryge og også at støtte ikke-rygere positivt. Allan Schrøder mener, at problemet med rygning var langt større sidste år, hvor han tydeligt kunne mærke holdningen "det er smart at ryge". I år mener han ikke, at denne holdning er så udbredt mere. Røgfri fremtid Fremtidens rygepolitik er også blevet diskuteret så småt. Der er enighed om, at man til næste år vil indføre krav om rygetilladelser. Eleverne skal simpelthen have underskrift hjemmefra på, at de må ryge . - Om nogle år kunne man nemt tænke sig, at vi vil lave skolen fuldstændig røgfri, som nogle andre efterskoler allerede har gjort. Dette projekt skal dog forberedes i god tid, så folk er klar over det, allerede inden de tilmelder sig skolen, siger forstander Allan Schrøder.