Stop skræmmekampagne

Regeringen er ganske som forventet gået i gang med en massiv skræmmekampagne over for landets bilister.

Trafikpolitik 3. september 2009 06:00

Budskabet er, at Socialdemokraterne og SF vil brandbeskatte bilejerne efter et regeringsskifte. Intet kunne være mere forkert. Formålet med skræmmekampagnen er da også systematisk at misinformere danskerne om vores forslag om kørselsafgifter. Rigtig mange danskere er fuldstændig afhængige af deres bil for at få dagligdagen til at hænge sammen, herunder for at komme til og fra arbejde, køre børnene til fritidsaktiviteter osv. Vi kunne ikke drømme om at gøre det sværere for danskerne, men vi vil gerne gøre det grønnere. Jeg vil gerne slå fuldstændigt fast, at vores forslag om en kørselsafgift på 35 øre pr. kørt kilometer på motorveje og de mest trafikerede kommuneveje først vil træde i kraft 5 år efter et regeringsskifte. Men til gengæld vil vi efter et regeringsskifte med det samme halvere registreringsafgiften for miljøvenlige biler. Det betyder f.eks., at man sparer 126.000 kr., hvis man køber en ny BMW 318 diesel, eller sparer 38.000 kr., hvis man køber en Skoda Fabia Greenline. Tilsammen betyder det, at selv bilister, der kører rigtig mange kilometer i bil hver eneste dag vil vinde økonomisk på vores forslag, hvis de vælger en miljørigtig bil. Både når det gælder prisen for indkøb af bil og ved store besparelser på brændstofforbrug. Vi er nødt til at sikre rammerne for et grønnere og sundere Danmark. I dag er Danmark Europas bilkirkegård, fordi vi har så mange gamle forurenende biler og så høje registreringsafgifter. Én million danskere er dagligt udsat for uacceptabel luftforurening. Og transportsektorens CO2-udslip er steget med 31 procent siden 1990. Hvis vi skal have et renere og sundere Danmark, og samtidig opfylde vores klimaforpligtelser i forhold til at reducere CO2-udslippet, er vi tvunget til gradvist at give danskerne en grønnere bilpark. Hver gang der inddrages en krone bliver den med det samme tilbageført til bilisterne – der bliver ikke inddraget en fem-øre til staten. Vi vil indføre intelligent roadpricing – præcis ligesom regeringen har givet principiel tilslutning til, men vi synes, at vi skylder miljøet og fremtidige generationer at handle nu.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...