Stop skræmmekampagner

Mit debatindlæg (18.1.) har som forventet affødt nogle stærkt kritiske læserbreve, men mine to hovedbudskaber er tilsyneladende gået hen over hovedet på skribenterne, nemlig behovet for en sober information af befolkningen og et stop for skræmmekampagnerne, som kun har til formål at skabe panik og overreaktion. En nærmere uddybning følger derfor her:

Naturvidenskab 6. marts 2007 19:39

Hvis regeringen, hårdt presset af oppositionen, som anklager den for at gøre for lidt ved klimaforandringerne, beslutter at ofre x antal milliarder på at reducere forbrændingen af fossile brændsler, kommer vi alle sammen, på den ene eller anden måde, til at betale til det, og vi har derfor krav på at få at vide, hvad vi får for pengene, så de ikke havner i et bundløst hul. Her kniber det gevaldigt med den sobre information.og det hjælper ikke, at Christoffer Bugge Harder i sit læserbrev skriver, at man bare kunne have hørt bedre efter i folkeskolen, når hovedparten af befolkningen, takket være manipulerende information, har fået den opfattelse, at der nu er langt mere CO2 i luften end den mikroskopisk lille mængde, der i virkeligheden er tale om. Naturligvis virker CO2 varmeisolerende lige som alle andre gasarter, omend med forskellig vægt, men spørgsmålet er, hvor meget? Er de 0,038% CO2 i luften virkelig i stand til at hæve klodens temperatur, så grønlandsisen smelter? Og hvad med CH4 (methan), som alle dyr og mennesker ”udstøder”, men som også naturgas består af, og hvor ca. 5% uforbrændt ledes ud i atmosfæren? Methans andel i atmosfærisk luft er steget ca. 5 gange så meget som CO2 siden industrialiseringens start i 1750 og er sandsynligvis i dag langt mere drivhuseffektdannende. Det hører vi intet om, vel sagtens fordi vi har fået at vide, at naturgas er en meget ren energikilde. Og når der er et indslag i tv om klimaændringerne, ser vi et gigantisk rygende køletårn, hvor ”røgen” er vanddamp, eller et par osende skorstene, hvor ”røgen” ligeledes er vanddamp, idet indholdet af CO2 og CH4 er både farveløst og lugtfrit. Har vi en mild vinter, der pludseligt afløses af en snestorm, får drivhusgasserne skylden for begge dele. Vi savner en god og saglig debat, helst i TV, hvor grafer og øvrige illustrationer kan præsenreres, og med deltagelse af både fortalere og modstandere af drivhusgasteorien. Et argument, som fortalerne ofte fremfører, er, at jordens temperatur aldrig er steget så meget og så hurtigt som i disse år. Det er ikke helt rigtigt. Ser man på de sidste 30 års temperaturstigning, finder man en tilsvarende temperaturstigning i 30-års perioden fra 1910 til 1940. Måske en anelse mindre, men absolut sammenlignelig og i en periode, hvor industri samt bil- og flytrafik var forsvindende lille i forhold til nu. Selv de sidste 10 års kraftige temperaturstigning finder man næsten tilsvarende i 10-året 1930 til 1940. Der tales meget om konsensus blandt videnskabsfolk i IPCC. Jeg skyder ikke på vore videnskabsfolk, som udfører et fremragende arbejde og udtaler sig i meget forsigtige vendinger, men jeg anfægter de konklusioner, andre drager af de videnskabelige resultater. IPCC står for Intergovernmental Panel on Climate Changes og er et klimapanel, nedsat af FN, betående af talrige videnskabsfolk, økonomer og embedsmænd udpeget af medlemslandenes regeringer. Ikke så lidt af en mastodont, som kun få har lyst til at sætte sig op imod, og det kan ikke undre, at der udadtil er fuld opbakning bag de udtaleleser og rapporter, ledelsen udsender. Det skal der næsten pr. definition være, for at en sådan organisation kan fungere. I den nyligt udsendte rapport har man hævet sandsynligheden for, at menneskeskabte drivhusgasser er årsagen til den globale opvarmning, til 90%, lige som man har hævet skønnet for temperaturstignigen i år 2100. Hvordan kommer man frem til disse skøn? Vel sagtens ved at computermodellerne korrigeres ud fra de sidste historiske data. Men scenarier holder sjældent stik, fordi forudsætninger har det med at ændre sig, og det er farligt at basere sine dispositioner på sådanne fremskrivninger. Den tidligere cheføkonom i OECD, professor David Henderson, har åbenbart det nødvendige mod. Han har den 26.02.2007 rettet et usædvanligt skarpt angreb på IPCC’s formand, Rajenda Pachauri, som han kalder ”en ulykkesprofet”, og hans rapport for ”tungt forudindtaget” og ”en spekulativ ulykkesprofeti”. ”Rapporten undlader at tag hensyn til de dybtliggende usikkerheder og gab i konkret viden”, siger han og efterlyser beviser, som kan anvendes i den politiske debat. Henderson er ikke klimatolog, men en meget anerkendt økonom, hvis udtalelser vejervtungt, og som derfor har vakt en vis opsigt. To amerikanske forskere har i en rapport fra september 2005 påvist tilstedeværelsen af den såkaldte solcyklus med en cykluslængde på ca. 1500 år, som bevisligt har styret jordens temperatur de sidste 120.000 år eller mere. Dem sidste mini-istid i solcyklusen sluttede i 1850, og den næste mini-istid vil således slutte i ca. år 3350. Midt imellem får vi et temperaturmaksimum, altså omkring år 2600. Vi er med andre ord på vej mod dette maksimum. Dette fænomen er anerkendt af alle, og det gode spørgsmål er naturligvis, om den aktuelle temperaturstigning er højere, end den ville have været uden meneskelig aktivitet. Rapporten er yderligere interessant derved, at de to forskere vurderer indflydelsen af menneskelig aktivitet som meget usandsynlig. To DTU-forskere var i TV-avisen med et lignende budskab for ca. 1 år siden (men de medgav, at deres udtalelser nok var politisk ukorrekte). Dette står således i skarp kontrast til IPCC’s rapport. Hvem har ret? Lad os få problemet op på bordet og få det ordentligt belyst i stedet for al den tågesnak, vi må lægge øre til i dag. Når Al Gore rejser rundt og forkynder, at det er sidste udkald, hvis vi skal redde jorden fra den globale opvarmning, hvad mener han så? I den oscarbelønnede film ”The Inconvenient Truth” med ham selv i hovedrollen anviser han nogle tiltag, som han pointerer ikke må skade verdensøkonomien. Disse tiltag går på mindre energiforbrugende elartikler og biler, ting som har været god latin de sidste 20 år, og som vil fortsætte så længe, der er økonomi i dem. Det er nok korrekt, at der ligger et meget stort energisparepotentiale i USA. Men er det realistisk at tro, at det kan udnyttes? Han kunne selv gå i front og købe en mindre benzinsugende bil, skrue ned for det varme vand i sit svømmebassin og skrue ned for luftkonditioneringen i sit hus. Han gør næppe nogen af delene. Kommer vi frem til, at der skal bremses effektivt op for udledningen af drivhusgasserne, skal der helt andre virkemidler til. Der forskes i hele den vestlige verden i accelereret tempo i alternative energikilder, primært for at mindske afhængigheden af de dyre og politisk ustabile oliedråber. Men det tager tid. Danmaark er førende på vindenergiområdet, idet ca. 20 pct. af vort elforbrug produceres på vindmøller, og i store dele af resten af verden er man i hast ved at følge vort eksempel. Men det har taget 30 år at nå hertil, idet de to Nibe-forsøgsmøller blev opstillet i 1977/78. I samme periode har der været forsket meget i bølgeenergi samt lettere og mere effektive batterier til elbiler, uden at der endnu er sket noget på disse områder, der kan anvendes i stor skala. Derfor væk med hysteriet. Dette her er, uanset hvordan man betragter det, et meget langt sejt træk, der vil tage årtier, og der er ingen nemme og ingen hurtige løsninger. Til slut et uddrag fra en forsideartikel i den australske avis ”The Australian” fra den 17.02.2007. Australien er p.t. interessant derved, at landet oplever de største regnskyl og oversvømmelser i mange år i den nordøslige del, mens resten af landet lidr under tørke og vandmangel, og drivhusgasserne får naturligvis skylden for begge dele. Det har bragt klimaforandringerne højt på dagsordenen i den ophedede politiske debat i forbindelse med den igangværende valgkamp til det australske parlament. Størstedelen af den australske befolkning tror i flg. en opinionsmåling på, at problemerne er menneskeskabte. Mange australiere har derfor en stor skyldfølelse over derres daglige miljøbelastning. Det har den tidligere chef for Greenpeace International, Paul Gilding, nydt godt af. Han er nu direktør i det Sydney-baserede selskab ”Easy Being Green” (Let at være grøn), som ved hjælp af en indviklet matematisk formel beregner en families miljøbelastning. Beregningen foretages ud fra oplysninger om familiens størrelse inkl. eventuelle husdyr, bilpark, årligt elforbrug, kørselsforbrug, brug af flyrejser m.m. Beregningen resultere i et årligt beløb, som familien belaster samfundet med i form af CO2udledning fra forbruget og CH4 udledning fra familiens årlige antal prutter. Indbetaler man dette beløb til firmaet, får man et certifikat, hvorefter man skyldfrit kan leve videre som før. For pengene, med fradrag af administation, avance og udbytte til aktionærerne, køber firmaet elsparepærer og vandbesparende brusehoveder. Artiklen melder intet om, hvor de pågældende effeketer installeres. Firmaet har en global årsomsætning på over 1,3 mia. kr., så kom ikke og sig, at der ikke er penge i at kunne bruge løs (og slippe løs) med god samvittighed.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...