Stop spild af mad

Arrangement i forbindelse med Bæredygtighedsfestival

Selina Juul har stiftet ”Stop spild af Mad. Privatfoto
Brønderslev 29. september 2016 16:33

BRØNDERSLEV: "Stop spild af mad". Det er titlen på et arrangement fredag 14. oktober i forbindelse med Bæredygtighedsfestivalen.

Selina Juul er stifter af "Stop spild af mad", som er Danmarks største frivillige organisation mod madspild. Hun er ekspert i, hvordan vi kan mindske vores madspild, hvilket er godt for pengepungen og miljøet. I 2014 blev Selina Juul kåret som Årets Dansker af Berlingskes læsere og af de mange priser hun har modtaget kan nævnes Alt for Damernes Kvindepris, Svend Auken-prisen for sit arbejde mod madspild og Nordisk råds natur-og miljøpris. Selina Juul har sin egen blog på Politiken, arbejder frivilligt med videreformidling af mad til hjemløse og har udgivet bogen "Stop spild af mad - en kogebog med mere".

Selina Juul er opvokset i Rusland under kommunismen, hvor der tit var stor mangel på mad. Da Selina kom til Danmark var hun i erhvervspraktik hos en bager, hvor hun så hvor store mængder mad der blev smidt ud hver eneste dag. Den oplevelse gjorde stort indtryk, og derfor startede hun den frivillige forbrugerbevægelse Stop spild af mad.

I sit foredrag fortæller Selina Juul bl.a om hvordan man opbevarer sine fødevarer korrekt, hvordan man køber ind, så det passer til husholdningen - og kan madvarer egentlig holde sig længere end der står oplyst på pakken? Få masser af gode råd, vejledning og hjælp til hvordan vi alle kan bidrage i kampen mod madspild.

Det hele startede som en Facbook-gruppe og er nu blevet en folkebevægelse, der siden har bredt sig langt ud over landets grænser. Madspild er et tema, som voksede under finanskrisen, hvor folk blev mere opmærksomme på de enorme mængder af mad, der hver dag bliver smidt ud. De sidste fem år er madspildet faldet med 25 %, ifølge tal fra Landbrug & Fødevarer, og skyldes både en indsats i de enkelte husholdninger og at det er blevet et konkurrenceparameter blandt butikkerne.

Vi som forbrugere er blevet opmærksomme på at genbruge rester fra det, vi har købt og på hvor store portioner der handles. At reducere madspildet er i forbrugerens egen økonomiske interesse, samtidig med at mindre spild af ressourcer er vigtigt i en verden, hvor 800 millioner mennesker hver dag går sultne i seng. Alene i Danmark koster madspild samfundet over 11 milliarder kroner - og hver familie kan årligt spare 7.000 kroner ved at undgå madspild.

- På mødet er der mulighed for at høre, hvordan vi undgår madspild og man kan få det store perspektiv på, hvad madspild gør ved vores klode og klimaet.

Det er på Brønderslev Bibliotek fredag den 14. oktober kl. 17-19. Prisen er 75 kroner.

Arrangeret i samarbejde med AOF Vendsyssel og Borger9700. Arrangementet er en del af Bæredygtighedsfestival 2016.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...