Stop svinestreg

I sidste uge blev det afsløret, hvordan 368 millioner af vores kroner til udvikling i Zambia i stedet har forgyldt milliardærdirektører fra London.

For hver dollar bistand, som vi sender til Afrika, flyver der ti dollar til skatteskjul i for eksempel Schweiz eller Cayman Island. Denne kapitalflugt er et af største problemer for udviklingen af de fattige lande ifølge den amerikanske økonom Raymond Baker. Men kan vi ikke være ligeglade, Afrika er jo langt væk? Jo, det kunne vi såmænd, hvis det ikke var fordi, at det var milliarder af vores penge, der blev spildt. Jeg blæste selv til kamp imod et rigtigt grimt eksempel i sidste uge. Den britiske minegigant Glencore blev nemlig afsløret i en svinestreg i Zambia. I selskabets kobberminer i det fattige afrikanske land betaler de lavtlønnede minearbejdere mere i skat end minegiganten selv. Via sit datterselskab, Mopani Copper Mines, sælger Glencore nemlig sit kobber under markedspris til sig selv i Schweiz. På den måde trækker de enorme mængder dollar ud af landet. Hverken Zambia eller arbejderne i minen får dermed noget ud af landets store kobberressourcer. Det er ganske enkelt tyveri ved højlys dag. Det ville i princippet ikke være vores sag. Men desværre har den Europæiske Investeringsbank givet Mopani Copper Mines et lån på 368 millioner kroner. Og det er altså Danmark, der sammen med resten af EU-landene ejer den Europæiske Investeringsbank(EiB). Blandt andet er det Claus Hjort Frederiksen, der udpeger et af bankens bestyrelsesmedlemmer. Det er altså vores penge fra vores bank, der er gået til denne kobberskurk. EiB er nemlig ikke en normal bank, og låner kun ud til meget favorable renter. For der medfølger et krav om, at pengene skal investeres i bæredygtig udvikling. Det kan man ikke ligefrem sige, at Glencore har gjort med sine miner i Zambia. Befolkningen arbejder stadig til sulteløn i de mørke minegange, mens skyer af svovl hæver sig fra mineområdet, og der bliver hældt kemikalier og kobber direkte ud i floderne. Derfor underskrev jeg sammen med 50 andre EU-politikere et krav om, at EiB midlertidigt skal stoppe alle udlån til mineindustrien. Vi kræver et forbud, indtil der er fundet en fornuftig måde at støtte en bæredygtig udvikling på. Det samme gjorde man, da man standsede hvalfangsten, indtil der var styr på, hvad man kunne fange uden at udrydde bestanden. Nogen hæver måske øjenbrynene over, at vi kræver udlånene stoppet. For det går vel ud over de fattigste borgere i Afrika. Men som jeg ser det, så har vores penge ikke gjort nogen forskel i Zambia. Så i stedet for at hælde pengene i hullet, må vi finde ud af, hvor vi kan bruge dem bedst muligt. Det bizarre i sagen om Glencore bestod endda også i, at virksomhedens direktører for nyligt er blevet milliardærer. Virksomheden er nemlig lige blevet børsnoteret. Til en værdi af 300 milliarder kroner. Det skete i kølvandet på, at Glencore fyrede en stor del af sine medarbejdere i Zambia efter faldende kobberpriser, og skabte en desperat arbejdsløshed i området. Det kan virkelig ikke være den slags mennesker, som vi skal tildele lån. For spørgsmålet er, hvor i alverden vores penge havnede henne. Her kan man godt have sine tvivl, og jeg glæder mig til at læse den fulde rapport fra revisionsfirmaet Thornton Grant, der i øjeblikket har Glencore under lup. For lige nu er det mest af alt en tragisk sag. Men en sag, der illustrerer, hvad der er i vejen med vores udviklingspolitik. Lad os få bedre styr på vores kroner. Ole Christensen er medlem (S) af Europa-Parlamentet siden 2004. Borgmester i Brovst i 1998-2002.