Stop tasteri-helvedet

Hjemme hos os er det en uskreven regel, at man aldrig ringer til et teleselskab om fredagen, fordi ventetiden og gentagne forsøg på at komme til at tale med et rigtigt menneske og ikke en maskine, er ulideligt.

Sådan en oplevelse kan ødelægge en god stemning og en god middag fredag aften, idet den maskinelle betjening sender mig op i det røde felt i løbet af få minutter. Da jeg for nylig skulle lave en såkaldt selvinstallation med en netværksadgang, der var købt ved Telenor, kunne det næsten ikke være nemmere, når blot man havde læst den medsendte cd rom og var der problemer kunne man bare kontakte Telenor. Problemer var der, så jeg tog en dyb indånding og kontaktede Telenor og det foregik ordret gengivet sådan her: ”Velkommen til Telenor kundeservice – for privat tast 1, for erhverv tast 2, for at spærre dit mobilabonnement eller hvis din mobil er bortkommet tast 3. For andre henvendelser vent venligst. Vi har lige nu meget travlt i vores kundeservice, og vi stiller dig videre til vores tast-selv-service, hvor du har mulighed for at betjene dig selv. Du har nu følgende tre valgmuligheder. Ønsker du at bestille, eller har du spørgsmål til dit abonnement tast 1. Handler det om bredbånd eller fastnet tast 2. Ønsker du at opsige et af dine abonnementer tast 3. Jeg vælger at taste 1. Ønsker du at spærre dit mobil abonnement tast 1 – for andre henvendelse vent venligst. Vi har lige nu meget travlt i vores kundeservice og vi stiller dig videre til tast-selv-service osv". Sådan kan det forsætte i timevis, og da jeg endelig kom igennem til en såkaldt servicemedarbejder, var jeg for længst oppe i det røde felt. Med irritation i stemmen oplyste jeg mit ordrenummer. Det står der i ordren, at man skal, når man henvender sig til Telenors kundeservice. ”Det ordrenummer kan jeg ikke se nogen steder”, sagde den flinke mand. ”Hvad gør jeg så?” spurgte jeg. ”Det ved jeg ikke”, svarede manden, ”men jeg kan ikke hjælpe dig, når jeg ikke kan finde dit ordrenummer” – så hjælper det ingenting, at jeg sidder med et brev fra Telenor med et ordrenummer. Så var det han sagde, ”at jeg kan stille dig om til en tekniker, når der bliver en ledig”. Da jeg havde talt med tre forskellige teknikere, der ikke kunne løse mit problem med adgangen til nettet (af en eller anden grund skulle teknikerne ikke have mit ordrenummer), så foreslog den flinke tekniker, at indtil problemet med den manglende adgang til nettet var løst, kunne jeg få et seks måneders gratis prøveabonnement på en trådløs forbindelse. Han ville sende mig en bekræftelse på mail. Da jeg stempler ind på mit arbejde næste dag, åbner jeg øjeblikkelig min mail. Her ligger mailen fra Telenor. Jeg accepterer købsbetingelser og klikker mig videre til sidste side. På sidste side beder Telenor mig om mit personnummer med den forklaring, at de finder min folkeregister-adresse ved at søge på mit personnummer. Umiddelbart tænker jeg, at jeg bare kan oplyse, hvad min adresse er. Hvorfor skal Telenor bruge mit cpr. til det. Dernæst beder Telenor om mit samtykke til at anvende mit cpr. til brug for vurdering af min kreditværdighed, og jeg tænker i mit stille sind, at min kreditværdighed rager da ikke Telenor, og hvad skal de i det hele taget med den, der er jo tale om et seks måneder gratis abonnement. Jeg kunne forstå det – hvis jeg havde bedt Telenor om lån på en halv million. Til sidst beder de mig oplyse mit kontonummer og bankens registreringsnummer. Hvad skal telenor med mit private kontonummer? Regningen er som bekendt på 0 kr. Da jeg ikke har noget ønske om at sende hverken cpr. nummer eller kontonummer ud på en mail til et privat firma kan jeg ikke modtage den bestilte trådløse forbindelse. Det er bare ærgerligt, men det er et firma, hvor jeg ikke vil være kunde. Alligevel sad jeg et kort øjeblik og overvejede, om jeg skulle gå igennem ”tasteri-helvedet” en gang til. Egentlig ville jeg godt vide, hvad Telenor ville med mit cpr. Nummer og private kontonummer. Jeg kom dog hurtigt til fornuft og indså, at der ikke er nogen grund til at udsætte sig selv for flere unødvendige belastninger. For uden at kende svaret – vil svaret uden tvivl være. ”At der er formalia – det spørger vi alle vores kunder om.” Tina Bømler er lektor på Aalborg Universitet ved Institut for Sociologi, Socialt arbejde og Organisation. Hun har skrevet en række bøger om bl.a. samfundets skyggesider.