Stop vanviddet

Der skal ikke herske tvivl om, at det såvel er forbudt, utilstedeligt samt strafbart at løbe ind på grønsværen i Parken i et opgør imod arvefjenden Sverrig og med knytnæveslag forsøge at nedlægge fodbolddommeren p.g.a. en tilsyneladende forkert kendelse.

(Her er det, at jeg gerne vil gøre opmærksom på, at der var tale om en fodbolddommer og ikke en ditto fra hverken landsretten eller højesteret!). Så vidt jeg er orienteret, har den formastelige indkasseret og afsonet 20 dages frihedsberøvelse, hvad rimeligt vel nok er. Imidlertid kræver DBU yderligere en erstatning på ca. 2 millioner og 200.000 kr. for "tabt arbejdsfortjeneste" og her er det, at filmen knækker! Her er der jo i den grad tale om en tese, en påstand, som DBU i dens herlighed bør glemme alt om. Topfodbold har ikke noget med sport at gøre, idet der er tale om 22 meget unge multimillionærer, der igen og igen ikke forsømmer at invalidere deres modstandere for et bevise deres værd, men god underholdning, det er det da vist, ellers ville det meste af verdenen ikke kunne gå ganske amok over resultatet af en bolddyst. Helt galt gik det for en længere årrække siden, hvor to afrikanske stammer myrdede løs på hinanden p.g.a. resultatet af en fodbolddyst. Meget bedre er det ikke, at Brøndbys voldelige ølbøvsende skrumpehjerner såvel før som under og efter en kamp, som Brøndby er den ene part af, blot kan få held at varpe adskillige romerlys og ditto ølflasker ind på banen når de ellers er færdige med at tæve løs på sagesløse. Med hensyn til vold og strafudmålinger, så kan det undre mig, at jeg samme dag som jeg her i bladet læste artiklen om "Fodboldtossen" tillige kunne læse, at der natten før havde været ikke mindre end tre grove tilfælde af knivstikkeri i det indre Aalborg. Mon værtshusholderen i disse tilfælde tillige kan kræve erstatning for tabt omsætning? Men det er jo naturligvis ikke noget at tale om i sammenligning med, at en formastelig har grebet ind i et fodboldopgør i "Det Allerhelligste", Parken, hvor 30.000-40.000 danskere igen og igen får deres opium og hvor de legalt kan få lov til at udgyde deres mest simple instinkter. Nu kunne det måske lyde som om, at jeg ikke bryder mig om idræt, men det er absolut ikke tilfældet. Jeg er en meget stor beundrer af rigtige atleter. De, der individuelt afleverer deres præstationer som højdespring, løb, kast, badminton, bordtennis etc. og om vinteren alle former for alpine øvelser. Disse enkeltmands/kvinde-præstationer der bliver udøvet uden vold fra en modstandere er toppen af idræt. (Jeg bliver meget skuffet, såfremt ikke en del af de mest rabiate fodboldfanatikere reflekterer på mit læserbrev)