Stopper opfindelse der kan redde liv

Thisted-fabrikant opgiver at producere bilsæde, der kunne redde børns liv

Fabrikant Claus Dahl Pedersen opgiver at producere børnesikre bilsæder.

Fabrikant Claus Dahl Pedersen opgiver at producere børnesikre bilsæder.

Mange børn kører rundt i biler og busser uden at være spændt forsvarligt fast. Det problem kunne et bilsæde, opfundet i Thisted, være med til at løse effektivt. Men sådan bliver det ikke. Selv om sædet er patenteret, gennemtestet, godkendt af EU og endda prisbelønnet af regeringen, så opgiver opfinderen at sætte det i produktion. Mur af bureaukrati Efter tre et halvt års tovtrækkeri med myndighederne orker han ikke længere at slås mod, hvad han kalder en "mur af bureaukrati." - Jeg har fået nok. Det er umuligt at komme igennem, og derfor dropper jeg nu planerne om at starte en fabrikation her i Thisted. I stedet vil jeg forsøge at sælge patentet til udlandet, siger opfinderen, Claus Dahl Pedersen. Stoppet af lovforslag Det, der har fået den ellers tålmodige opfinder til at give op nu, er et lovforslag, som regeringen netop har fremsat. Regeringen vil gøre sikkerhedsgodkendte børnesæder afgiftsfri for taxier. - Fint nok, men hvorfor kun lige taxier? Det ville være meget bedre at fritage sæderne helt for afgift, så også private bilister kunne få råd til at bruge dem - lige som med airbags. Og allerbedst ville det være at lave loven om, så børn ikke kun skal være fastspændt i godkendt udstyr, når de kører i privatbil, men også i f.eks. bus, siger Claus Dahl Pedersen. Thisted-fabrikanten, der lever af at udvikle og teste sikkerhedsudstyr til biler, står ikke alene med sit synspunkt. Venstres erhvervsordfører Torsten Schack vil nu tage sagen op med sin partifælle, skatteminister Troels Lund Poulsen.