Stoppet med en promille på 2,27
23-årig mand blev anholdt i Hjørring - 53-årig fik konfiskeret bil efter tredje spritkørsel

Arkivfoto Pressefotograf xxxxxxxxx
HJØRRING:En 23-årig mand fra Løkken viste sig at være særdeles beruset, da han rutinemæssigt blev stoppet af en politipatrulje på Sct. Olai Plads i Hjørring natten til fredag.
Manden blæste alkometeret helt op på 2,27 promille, og han blev derfor anholdt og fik lov til at overnatte i detentionen. Der blev udtaget en blodprøve for at fastslå mandens nøjagtige promille.
En 53-årig mand fra Nørresundby fik konfiskeret sin bil, da han blev stoppet med en promille på 1,3 på Torvet i Nørresundby natten til fredag. Det er tredje gang inden for kort tid, at manden blev taget for spritkørsel, og derfor har politiet inddraget mandens bil, som nu vil blive forsøgt videresolgt på auktion.
Endelig blev en 26-årig mand fra Hirtshals også taget med for meget sprit i blodet, da han blev stoppet på Frederikshavnsvej i Hjørring kl. 02.50 natten til fredag.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.