EMNER

Stor 70-års-gave til Margrethe

KØBENHAVN:København skænker dronning Margrethe en gave til 230.000 kroner. Og hun må selv vælge, hvad hun vil bruge pengene til. Det har et flertal i Borgerrepræsentationens økonomiudvalg vedtaget. Dronningen får gaven overrakt under et besøg på rådhuset på sin 70-års fødselsdag den 16. april. Hoffet har på forhånd meddelt kommunen, at dronningen ønsker, at pengegaven skal bruges som bidrag til en større gave. Da regenten fyldte 60 år, gav Københavns Kommune hende en pengegave på 200.000 kroner. 150.000 kroner heraf skød dronningen ind i Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond. Enhedslisten og SF stemte imod efter at have prøvet at få en klausul på, hvad dronningen må bruge gaven til. Mens Socialdemokraterne på Københavns Rådhus stemte for bevillingen, var Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) helt på linje med Enhedslisten i en fordømmelse af, at dronningen får sådan en pengegave under udsigten til, at kommunen må skære ned på velfærden til borgerne på grund af den økonomiske situation./ritzau/