Sæby

Stor aktivitet i Hjernesagen

FREDERIKSHAVN:Det handler om at holde sig aktiv, at få nogle oplevelser og at komme ud blandt andre mennesker. HjerneAktiv, Hjernesagens Lokalkomité, har 220 medlemmer og foreningen har et stort program. Senest er HjerneAktiv blevet medlem af W. Klitgaards Venner. Det betyder, at foreningens medlemmer kan komme med på sejlads med det gamle træskib. Til Hirsholmen, til Sæby eller måske til Læsø. Sejlturene foregår mandag aften, og hvis vejret er til det, sejles med rigtigt sejl. HjerneAktiv har netop været på den årlige udflugt, som i år gik til el-musset ved Tange Sø, Frisenborg Slot og Eg ved Silkeborg. Her så medlemmerne blandt andet de 600-700 år gamle egetræer, som inspirerede H. C. Andersen til eventyret Fyrtøjet. 30 medlemmer deltog i busturen, og aftensmaden blev indtaget på Støvring Motel. Den 26. juli arrangerer Hjernesagen tur til Læsø. Medlemsskab af HjerneAktiv koster 100 kr. om året, og 170 kr. for en husstand.