Aalborg

Stor aktivitet på ældrecenter

Brugerrådet på Sæby Ældrecenter kan glæde sig over god tilslutning til sine arrangementer i aktivitetshuset på centret. En træffer er altid spisning med gule ærter på menuen. Den trak igen fuldt hus, og bagefter gik dansen lystigt til Agersted Harmonikaklubs musik. Hørepædagog Susanne Christiansen besøgte ældrecentret for at fortælle om høreproblemer, og fik mange tilhørere.. Også til et bankospil med mange gode gevinster var tilslutningen stor. Der bliver travlhed i aktivitetshuset i november, hvor brugerrådet får meget at se til, bl.a. en spisning, fremvisning af tøj fra Damernes Butik, besøg og markering af Agersted Harmonikaklubs 10 års jubilæum. På programmet står også et stort julemarked og en juletur til Aalborg Storcenter. Desuden vil Limfjordskoret fra Aalborg gæste ældrecentret den 26. november. Månedens sidste arrangement bliver et bankospil.