Stor akut mangel på besøgsvenner

Frivillig besøgsleder i Røde Kors’ besøgstjeneste vil nødig give op - men...

Besøgsleder Lillian Christensen - efterlyser fortvivlet flere besøgsvenner, da der er akut brug for hjælp i Sæby gamle kommune. Arkivfoto.

Besøgsleder Lillian Christensen - efterlyser fortvivlet flere besøgsvenner, da der er akut brug for hjælp i Sæby gamle kommune. Arkivfoto.

SÆBY:Lillian Christensen er frivillig besøgsleder i Røde Kors’ besøgstjeneste i Sæby gamle kommune.

Hendes hjerte bløder - for det kniber efterhånden gevaldigt med at få det nødvendige antal frivillige besøgsvenner. Og de 51, der er i fuld gang, er ikke længere nok.

- Vi har 11 ældre og ensomme på ventelisten, ja, der har faktisk aldrig været så akut mangel på besøgsvenner som lige nu. Og der kommer endnu flere, der har brug for en besøgsven i fremtiden. Situationen er rent ud sagt fortvivlet, fortæller Lillian Christensen.

Hun ved snart ikke, hvad hun skal gøre, for at kompensere for det voksende behov.

- Jeg har været leder af besøgstjenesten i 29 år, og jeg har aldrig oplevet så stor ensomhed og så mange navne på ventelisten. Det er en meget fortvivlende situation. Måske er den gået så galt, fordi der skæres så meget ned i den sociale sektor, hvor man også mangler mange hænder. Det er nemlig ikke blot ude i hjemmene, vi har brug for venner. Vi bliver løbende - og nu meget oftere end tidligere - kontaktet af ældrecentre og plejehjem, der mangler nogen, der kan komme og besøge de ensomme ældre, der bor dér. Så selv om det ikke er vores opgave, bliver vi nemt kommunens forlængede arm, siger Lillian Christensen.

Så også på Rosengården og Sæby Ældrecenter mærkes nedskæringerne.

- Det føles, som om vi næsten ikke kan få gjort nok opmærksom på problemet. Derfor vil jeg gerne appellere én gang til om, at vi savner frivillige, der vil melde sig i besøgstjenesten. Og så vil jeg gøre mit bedste for at sammensætte de kommende frivillige, der har lyst til at gøre en god gerning som besøgsvenner. De 51 venner vi har, er nemlig med til at gøre en rigtig god forskel i hverdagen. Men de er for få til at kunne dække behovet i vores område, slutter Lillian Christensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden