Stor amerikansk Fiat i sigte

Fiat klar med den syvpersoners Freemont, som bygger på en Dodge Journey. Endnu usikkert, om den nye stor-Fiat kommer til Danmark

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Detaljer som bagdøre, som åbner 90 grader, og et system for børnetilpasning på bagsæderne skal være med til at sælges den amerikanske Fiat.

Af Jens Overgaard Et af de mere håndfaste resultater af Fiats stigende engagement i amerikanske Chrysler står klar i blitzlyset, når det internationale motorshow i Geneve slår dørene op om en måned. Vi taler om den nye store Fiat Freemont, som reelt bygger på en Dodge Journey. Det er en model med et par år på bagen, men som nu får et facelift, der ikke alene skulle omfatte en højere finish, men også nye motorer. Modellen har tidligere kørt med VW's pumpedyse-diesel maskiner, men får nu Fiat-koncernens 2,0 Multijet dieselmotorer på 140 hk og 170 hk, mens den helt nyudviklede 3,6 liters V6 Pentastar benziner på 276 hk også vil finde vej til Freemont. Den danske importør kunne godt bruge en rummelig familiebil, efter modeller som Ulysse, Croma og Multipla ikke findes længere. Det er dog endnu usikkert, om Freemont, som søsættes i resten af Europa efter sommerferien, kommer til Danmark. - Vi mangler en stor Fiat. Men det hele afhænger af, hvilken pris vi kan få Freemont hjem til, siger Steffen Holm, som er pressechef hos importøren. Modellen byder tilsyneladende en række praktiske løsninger. Således åbner bagdørene 90 grader, hvilket skulle lette adgangen til den tredje sæderække. Og på anden sæderække kan tilkøbes et såkaldt "child-booster system", der sikrer, at børn sidder korrekt i forhold til sæder, seler og sikkerhed. Med en længde på 4,89 meter, en bredde på 1,88 meter og en højde på 1,72 meter er den også ganske rummelig. Modellen vil udstyrsmæssigt være en typisk amerikaner med bl.a. tre-zonet klimaanlæg og stor farve berøringsskærm med infotainment-system og ergonomiske sæder som standard. Fiat Freemont skal produceres på Chryslers fabrik i mexicanske Toluca, hvor koncernen også bygger Fiat 500 til det amerikanske marked.