Stor- artet kunst

VENDSYSSEL FESTIVAL Hovaldt Brass Ensemble # # # # # ¤ Det blev en søndag aften med festlig og prægtig messingblæsermusik i den sengotisk, toskibede Vrejlev Kirke. Vidt nåede man omkring geografisk: her var bl.a. tysk og fransk, engelsk og tjekkisk musik, tidsmæssigt spændte repertoiret fra 1500-tals musik til 1900-tals med dertil hørende stilskift. Og man kunne hele vejen nyde de fremragende og veloplagte musikere i det både originale og spændende repertoirevalg. Den franske komponist Boismortier står i musikhistorien i skyggen af sine samtidige, bl.a. Rameau, men hans Sonate i d-mol i 3 satser, hurtig, langsom, hurtig, for basun og tuba har sine ganske originale indfald og fik en højt kvalificeret fremførelse af Martin Reinhardt og David Polkinhorn. Festlig og pompøs med fanfareklang virker den betydningsfulde engelske komponist William Byrds "The Earle og Oxfords March", og hele koncerten fik ekstra liv, da Gorm Hovaldt spillede Purcells "Trumpet Tune". Et spændende bekendtskab var mødet med den engelske 1900-tals komponist Leonard Salzedo i orkesterets imponerende fremførelse. Hans "Divertimento" i fire satser har bl.a. en scherzo med udpræget jazzet synkopering, og den afsluttende march ledte i harmonierne tankerne hen på Stan Kentons stil fra tressernes progressive jazz. Det meste af Händels musik ligger godt for et messingblæserensemble. Afslutningsnummeret var da også hans storslåede, ceremonielle og stemningsmættede "The Arrival of the Queen of Sheba". Fysisk krævende er trompeten. Man fornemmer det ikke, når Gorm Hovaldt spiller Rusalkas sang til månen eller "Songs of the Seashore", men man lytter efter på grund af hans exceptionelt høje tekniske niveau, der ikke resulterer i ren, kold rutine, fordi den kombineres med en sjælden, livsbekræftende musikalsk charme. Den festlige stemning smittede af på publikum. Det var jo musik, som kom det ved, fordi den virkede så levende og umiddelbar og derved på bedste vis udløste komponisternes udspekulerede raffinementer og ensemblets storartede kunst. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Hovaldt Brass Ensemble Vendsyssel Festival i Vrejlev Kirke søndag aften