EMNER

Stor arv til kirke

Aalestrup Kirke har arvet 200.000 kroner efter Aalestrup-par

Aalestrup Kirke har arvet 200.000 kroner fra Andrea og Niels Erik Nielsen

Aalestrup Kirke har arvet 200.000 kroner fra Andrea og Niels Erik Nielsen

AALESTRUP:Kirken i Aalestrup kan se frem til at blive pyntet ekstra op. Andrea og Niels Erik Nielsen har nemlig testamenteret intet mindre end 200.000 kroner til kirken. - Parret har skrevet, at pengene skal bruges til udsmykning af kirken, som det offentlige ikke vil betale, fortæller formand for menighedsrådet Ingrid Moth. Menighedsrådet er meget glade for den flotte pengegave. - Det er dejligt, og vi får pludselig mange muligheder. Det er mange penge, men med vores ønsker kan de hurtig få ben at gå på, siger Ingrid Moth. Menighedsrådet har længe ønsket sig et nyt alterbord og en ny lyssætning i kirken, som de har planer om, at arven skal bruges til. - Men intet er bestemt endeligt endnu, fastslår Ingrid Moth. I begyndelsen af det nye år vil menighedsrådet endelig beslutte, hvad de vil have for pengene. Det afdøde par, Andrea og Niels Erik Nielsen, havde ingen børn, som kunne arve, og kirken benyttede de sig jævnligt af. Derfor valgte de at testamentere 200.000 kroner til Aalestrup Kirke. Andrea Nielsen var den længstlevende af ægteparret, men døde for nogle måneder siden. Pengene står indtil videre på en spærret konto. Når menighedsrådet har besluttet sig for, hvad pengene præcis skal gå til, skal Viborg Stift godkende ønskerne. Med godkendelsen fra Viborg Stift i hånden, kan menighedsrådet få åbnet kontoen. Menighedsrådet har søgt om fritagelse for at betale arveafgift, en fritagelse som er bevilget. - Men ægteparret havde tænkt på det hele, for i testamentet var der anført, at selv om der skulle betales arveafgift, så skal kirken alligevel tildeles 200.000 kroner, og arveafgiften skulle tages fra parrets bo, fortæller Ingrid Moth.