Stor bøde for at sælge fødevarer

Fødevareregion Nord har øget fokus på Rådhuskiosken i denne tid

FREDERIKSHAVN:En af de mest sure smileys har Fødevareregion Nord i Aalborg givet til Rådhuskiosken, Rådhusstræde 6 i Frederikshavn. I kontrolrapporten fra 30. november hedder det blandt andet: ¿Konstateret at lokalerne var snavsede (køleskabe, frysere, døre, toilet m.m.) og uryddelige (mange private effekter i baglokalet, f.eks. tøj, tasker, dyne, træstykker, madvarer). Toilettet lugtede, og der var snavsede beholdere og bord på toilettet. Papirhåndklæde var anbragt på gulvet ved klosettet.¿ Manglende godkendelse Men den absolut mest sure smiley får ejeren Asghar Baheran for manglende godkendelser. Ifølge kontrolrapporten har virksomheden fået en bøde på 20.000 kroner for ikke at overholde forbud mod forhandling af fødevarer. Trods dette forbud ¿er der fortsat opsat skilt i vinduet og udenfor på gaden med ¿ta¿ selv slik¿, og der er slik, is, øl, sodavand, brød m.v. i salgslokalet.¿ Fødevareregionen indskærper, at forbuddet mod salg af fødevarer fortsat er gældende. Vil ikke betale Asghar Baheran fortæller, at han ikke agter at betale bøden, for han synes ikke, at han har gjort noget forkert. - Jeg har haft kiosken siden 1992. Jeg har altid solgt fødevarer, og der har aldrig været problemer før, siger Asghar Baheran. - Nu handler jeg kun med øl, sodavand og chokolade foruden cigaretter, aviser og blade, forklarer Asghar Baheran. Om den dårlige rengøring siger han, at det kun er ham selv, der benytter toilettet. Det er ikke et kundetoilet. Niels Jacob Lund er sektionsleder i Fødevarekontrollen. Han kan ikke sige nøjagtigt, hvor længe man vil vente på, at kioskejeren betaler bøden på 20.000 kroner. Hvis en virksomhed gentagne gange overtræder for eksempel fødevarelovgivningen, er der mulighed for at tage næringsbrevet fra ham. - Vi kan indstille til politiet at frakende kioskejeren retten til at drive virksomhed. Det kunne være noget, vi overvejer i denne sag, er Niels Jacob Lunds kommentar. - Kontrollørerne var her igen i forgårs, og de kommer igen til jul. De kommer cirka tre gange om måneden i denne tid, fortæller kioskejeren Asghar Baheran. Fødevarekontrollen Niels Jacob Lund fra Fødevareregion Nord bekræfter, at fødevarekontrollen følger forholdene i kiosken opmærksomt i den kommende tid. Asghar Baheran er sikker på, at anledningen til, at de kritiske øjne hele tiden rettes mod hans kiosk er, at han har klaget over en medarbejder fra Fødevareregion Nord. Medarbejderen er ifølge Asghar Baheran kommet med racistiske bemærkninger. - Han antydede, at jeg ikke var dansker og derfor ikke var i stand til at overholde danske regler. Og når jeg fik glade smileys i Asghars Café i Havnegade, var det nok fordi min danske kone passer den. Frederikshavner Asghar Baheran kommer oprindeligt fra Iran, men har boet i Frederikshavn siden 1985. - At vores fokus på Rådhuskiosken har noget med denne klage at gøre, har intet på sig. - Vi ser kun på de faglige aspekter i forhold til vores kontrol af hygiejne og godkendelser, forklarer sektionsleder i Fødevarekontrollen, Niels Jacob Lund.