Lokalpolitik

Stor borgerglæde over Mariagers nye torv

Mange lovord over 40-50 millioner kroners renovering, der afspejler nutiden i respekt for fortiden

Et vue fra bankbygningen over Mariagers smukke nye torv, som samlede mange borgere til indvielse. Foto: Per Kolind

Et vue fra bankbygningen over Mariagers smukke nye torv, som samlede mange borgere til indvielse. Foto: Per Kolind

MARIAGER:For få år siden en plads, der var ved at udvikle sig til en spøgelsesby. I dag et smukt, skrånende bytorv belagt med rødlige brosten og en indbydende, mørk marmoragtig vandfontæne med byens gamle vartegn - Dallerups Løvehoved fra 1877 - placeret centralt i sin vante stenportal. Jo, Mariagers borgere var med rette stolte i går formiddags, hvor de stod tæt på byens nye - men endnu navnløse - torv. Torvet ikke bare forbinder den prægtige, græsklædte Maren Finds Dal med Østergade - men integrerer den gamle gade med torvemiljøet via sin nye rustikke belægning med mindst 800 tons kinesiske brosten. Rydningen af Hedegaards gamle foderstofbygninger har givet frit udsyn til dalen. Og genopbygningen med Østjydsk Banks moderne bankpalads over for de restaurerede torvehuse har forenet nyt og gammelt. - Normalt vil man som borgmester være ked af, når en virksomhed forsvinder fra byen. Men ikke her. Den tunge trafik til foderstofferne var en plage for Mariager. Men man må tage sig i agt, når man forandrer i Mariager med købstadsrettigeher siden 1592. Og flytningen af løvehovedet havde nær skabt tumult i byen, mindedes borgmester Erik Kirkegaard Mikkelsen (C). - Ønsket fra byrådets side var et torv, der afspejler nutiden i respekt for fortiden. Det synes jeg virkelig er lykkes. Løvehovedet knejser stolt, mens det majestætisk pøser millioner af liter gennem munden, og jeg gætter på, at mange par vil sidde og holde hånd og børn spise is, mens vandet stille fosser, forudså borgmesteren. - Det er eventyret om den grimme ælling, der efter at have været så meget igennem, bliver til en smuk svane, roste direktør Jens Vendelbo fra Østjydske bank, som opkøbte det store område og herefter allierede sig med Myhlenberg v/Søren Vangsted i Arden. Alene torv og bygninger har kostet 40-50 millioner krone at restaurere. - Min største tak lyder til de forretninger og naboer til byggeriet, som i små fire år har levet med støj, sand, støv, stilladser og rystelser, kvitterede Jens Vendelbo. - Et ualmindeligt flot torv, synes Ole Nielsen, Hou. - De udslidte bygninger er sat utrolig flot i stand, roser tilflytter Jens Yde. Pensionist Karen Marie Nyborg: - Jeg var skeptisk. Nu kan jeg bare li’ det hele. Finn Cilleborg, der har boet i Mariager siden 1950: - Fantastisk flot. Man slapper sådan af ved at lytte til det stille, rislende vand.