Stor cirkus-oplevelse i Zirkus Nemo

BRØNDERSLEV:For de 700-800, der kom til Zirkus Nemos forestilling i Brønderslev Hallen, blev det noget af en oplevelse. Det var bestemt en noget anderledes cirkus-oplevelse, end det kendes fra et traditionelt cirkus. Og Zirkus Nemo er også et specielt cirkus. Søren Øsetrgaard og Anders Lund Madsen har masser af skøre påfund gennem de ca. to en halv time, forestillingen varer. Forestillingen er højdepunkter fra fem års Zirkus Nemo, og der var masser af skøre indslag, akkompagneret til cirkusorkestret, Dicklic's Trio. Anders Lund Madsen og Søren Østergaard foregav, at de ikke er klar over, hvilken by, der var i. "Denne by", sagde de hele tiden, men de kaldte også Brønderslev for Brømmelev. Men de havde da fundet frem til Brønderslev. - Vi har valgt at lægge alle vore kræfter i én forestilling, men det bliver i Horsens, fortalte de. Men publikum var mere end tilfreds. Klapsalverne ville næsten ingen ende tage. Det var Brønderslev Idrætsforenings håndbold-afdeling, der var arrangør af forestillingen med Zirkus Nemo. - Vi regner med et overskud, siger formand for afdelingen, Launy Andersen, der er tilfreds med interessen, og det betød, at der var tæt på fuldt hus i Brønderslev Hallen. Publikum kom fra hele Nordjylland.