Frederikshavn

Stor dag i Koktvedparken

32 voksne udviklingshæmmede bor dejligt.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Masser af mennesker var mødt frem til indvielse i Koktvedparken. Foto: Kim Dahl Hansen

Mandag blev Koktvedparken officielt indviet, og beboere, pårørende, ansatte og politikere var mødt talstærkt frem for at fejre dagen. Der bor 32 voksne udviklingshæmmede i Koktvedparken, og en af dem er Erik Wittrup. Modsat mange andre mennesker i denne verden har Erik Wittrup mandsmod nok til at holde tale for en stor forsamling, og i går holdt han en meget speciel tale. Via forskellige fotos kunne tilhørere få et indtryk af Eriks dagligdag, ligesom alle kunne få et indblik i, hvordan det har været at flytte ind i Koktvedparken. Her har Erik Wittrup i øvrigt en særlig funktion. Han deler nemlig den interne post ud, og det er en tjans, som han udfører med stor omhu. Jobbet som omdeler har han ikke fra fremmede, for Eriks far, Svend Wittrup, var nemlig post i Frederikshavn i 40 år. Han var selvfølgelig også mødt op til indvielsen, og det hører med til historien, at det var Svend og Erik - far og søn - der tog det første spadestik til Koktvedparken. Udover Erik Wittrup holdt forstander Maryann Støttrup og formanden for socialudvalget, Birgit Hansen (S), også en tale. Beboerne i Koktvedparken er mellem 30 og 70 år, og de bor i fem huse, der alle er forbundet med glasgange. Desuden findes der to selvstændige huse til beboere, der kræver særlig, intens pleje. Koktvedparken er en kommunal institution, og der er 80 ansatte tilknyttet.