Stor demonstration er i gang i Kairo

Det Muslimske Broderskab har bedt millioner af egyptere gå på gaden i protest mod det, de betegner som et kup.

Udland 19. juni 2012 18:37 - Opdateret 19. juni 2012 18:38

Stor demonstration er i gang i Kairo

Tusinder af demonstranter strømmer tirsdag aften mod Tahrir-pladsen i Egyptens hovedstad, Kairo, hvor landets største politiske bevægelse, Det Muslimske Broderskab, har bedt egypterne vise deres utilfredshed med de seneste dages udviklinger.

Aktivister og islamister er frustrerede over, at det regerende militærstyre har stækket den kommende præsidents magt og givet sig selv en række nye beføjelser.

Broderskabet har på forhånd sagt, at det ikke ønsker en konfrontation med militærstyret.

Men islamisterne fastslår, at generalerne ikke har ret til at ændre den præsidentielle magt umiddelbart efter det valg, som broderskabet hævder, at dets præsidentkandidat, Mohamed Mursi, har vundet.

- Vi søger ikke konfrontation med nogen, og ingen i Egypten ønsker en konfrontation, siger Yasser Ali, talsmand for Mursis kampagnestab.

Alligevel har islamisterne indkaldt til en såkaldt millionmarch, som også støttes af en af Egyptens mere ortodokse islamistiske grupper.

De varslede demonstrationer kommer på et tidspunkt, hvor der er usikkerhed om udfaldet af præsidentvalget.

Det Muslimske Broderskab hævder, at dets kandidat har vundet med 52 procent af stemmerne - en påstand, der bakkes op af medier samt kilder i valgkommissionen og militæret.

Men modkandidaten, den tidligere Mubarak-minister Ahmed Shafiq, hævder, at han er foran med en snæver margin, og understreger, at han vil bringe spørgsmålet for domstolene, hvis det bliver nødvendigt.

Tidligere tirsdag var en mindre gruppe demonstranter samlet uden for parlamentet for at protestere mod, at forfatningsdomstolen i sidste uge besluttede, at den folkevalgte forsamling skulle opløses.

Broderskabet, der har flertal i parlamentet, fastholder, at forsamlingen fortsat har mandat til at lovgive og har betegnet de seneste dages udviklinger som "et forfatningsmæssigt kup", som bevægelsen vil kæmpe imod.

/ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...