Stor erstatning for chikane

Bagersvend vandt historisk sag over tidligere arbejdsgiver, som anker dommen

Retspleje 22. marts 2007 05:00

BRØNDERSLEV: Tidligere bagersvend Søren Petersen blev groft chikaneret af sin arbejdsgiver, efter han i 2005 sprang ud som homoseksuel. Det slog Retten i Hjørring fast, da der i går blev afsagt dom i den første sag om chikane mod en homoseksuel medarbejder. 100.000 kroner blev Søren Petersen tilkendt i erstatning. Men dommen bliver efter alt at dømme anket. Det kunne dog ikke ødelægge humøret hos Søren Petersen, der - for en stund i hvert fald - fik en afslutning på en sag, der har varet i over et år. - Det er dejligt. Jeg har ikke sovet i nat, og jeg har overhovedet ikke haft nogen fornemmelse af, hvordan udfaldet vil være. Men nu skal jeg hjem og fejre det med et glas rødvin, siger han. Sagen begyndte i 2005, hvor Søren Petersen sprang ud som homoseksuel. Herefter skulle bagermester Mogens Thomsen have bagtalt Søren Petersen til personalet og kunder i bagerbutikken. Bagermesteren skulle blandt andet have sagt, at bøsser var psykisk syge, ulækre, og at de hørte til på en øde ø. Da Søren Petersen erfarede, hvordan hans arbejdsgiver omtalte ham, fik han det psykisk dårligt og sygemeldte sig i februar 2006. Og selvom det sidste år har været hårdt, så fortryder han ikke, at han tog sagen i retten. - Retfærdigheden er sket fyldest, og jeg har det godt, hvis sagen skaber præcedens, siger han. Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet (NNF), som kørte sagen for Søren Petersen, havde dog forlangt 271.000 kroner i erstatning. Men retten fandt, at 100.000 kroner var et passende beløb, hvor der var taget hensyn til både grovheden af chikanen men også, at følgerne for Søren Petersen har været begrænsede. - Det er ikke beløbet, det kommer an på. Det er det principielle i sagen, og jeg håber, at sagen kan gøre, at andre i lignende situationer også siger fra, siger Søren Petersen. Sag ikke slut endnu I NNF var det også en rigtig god dag. Her var det en mere udpræget sejrsstemning, der herskede. - Det her kommer jo til at betyde, at vi som forbund kan bruge dommen til at løfte pegefingeren overfor arbejdsgivere, hvis arbejdsmiljøet ikke er i orden, siger faglig konsulent, John Andersen. Men det sidste punktum i den historiske sag er ikke sat endnu. Bagermester Mogens Thomsen vil nemlig anke dommen. - Det er helt urimeligt. Jeg er uskyldig, og derfor accepterer jeg ikke bare dommen, siger han. Mogens Thomsen har fra sagens begyndelse nægtet sig skyldig og forklaret, at påstandene om chikane er lodret løgn. - Det er jo nogle af de ansatte, der har sat det hele i gang. Jeg har aldrig sagt de ting. Det fortalte jeg også i retten, og jeg havde faktisk regnet med at vinde, siger han. Mogens Thomsen har 14 dage til at anke dommen til Landsretten.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...