Øster Vrå

Stor fest i kulturhuset

ØSTERVRÅ:I år er det 60 år siden, der blev startet spejderarbejde hos baptisterne i Østervrå. Det fejres med en stor jubilæumsfest i Østervrå Kulturhus fredag den 11. februar. Kredsen håber at rigtig mange har lyst til at være med til at fejre den runde dag. Derfor opfordre de alle nuværende og tidligere spejdere, deres forældre, fører og andre som har haft tilknytning til kredsen gennem alle årene til at være med. En særlig opfordring sendes til især spejdere gennem tiden, om at tage kontakt til deres gamle patrulje, så det ikke alene bliver en jubilæumsfest, men også en gensynsfest, hvor mange gode spejderoplevelser genopfriskes. Et underholdende program er sammensat til jubilæumsaftenen, som ifølge indbydelsen byder på musik, sang, optræden, lidt ballade og helt sikkert mange gode minder. Dem kan deltagerne bl.a. fremdrage fra billeder, scrapbøger og lejrbøger som vil være fremlagt. Det bliver kredsens korpskonsulent Dan Bruun Larsen, som vil holde jubilæumstalen, men derudover er ordet frit for alle. Aftenen indledes med faneindmarch og fælles jubilæumssang forfattet af Birthe Agerdal.