Stor fight bag FfI-sejr
I håndboldens 2. division vandt FfI 26-24 ude over ligareserver fra Skjern
FREDERIKSHAVN: FfI’s herrehold i 2. division i håndbold hænger fortsat på i toppen af rækken efter en smal men vigtig sejr i årets første kamp.
På udebane mod Skjern blev det 26-24 til frederikshavnerne efter en pauseføring på 13-12 til hjemmeholdet.
Begge hold havde valgt et offensivt 3-2-1 forsvar, så kampen igennem var der en masse dueller og infight spillerne imellem.
Kampen startede meget lige, og holdene fulgtes ad igennem hele første halvleg.
Efter en målrig indledning og en 8-8 stilling efter 15 minutter fik begge hold mere styr på deres forsvar, inden hjemmeholdet kunne gå til pause med en føring på 13-12.
Anden halvleg blev lige så tæt som første, men FfI kom dog endnu bedre med. E
Efter 45 minutter var gæsterne foran med 20-19, og resten af kampen blev tæt, men det lykkedes FfI at hive en 26-24 sejr med hjem.
- Der var tale om en kæmpe stor holdindsats af alle mand, og det bar frugt, siger en tilfreds FfI-trøner Thomas Rømer.
- Forsvaret stod efter et par justeringer rigtig godt, og Skjern fik kampen igennem sværere og sværere ved at komme til kvalificerede afslutninger.
- Vi mødte et meget dygtigt Skjern-hold, som jeg er overbevist om kommer til drille mange hold i anden halvdel af sæsonen. På trods af Skjerns stærke forsvar og den lange julepause spillede vi faktisk noget af sæsonens klogeste angrebsbold med stor tålmodighed og god disciplin.
- Jeg vil ikke fremhæve en enkelt spiller men derimod holdet som en stor enhed, siger Thomas Rømer.
- Nu venter en svær hjemmekamp mod Viborg på fredag hjemme i Idrætshallen.
Målscorere for FfI var Sebastian Andersen 9, Anders Nielsen 5 (4), Jeppe Green 5, Christian Lykke 3, Anders Risdal 2 og Niels Sørensen 2.