Stor flok unge fodboldspillere drager til Trondheim

Peter Rasmussen (th) blev selv kåret til bedste spiller i Skandia Cup tilbage i 1980. Efter AaB og landshold er han nu tilbage i Støvring IF som cheftræner for U 14-drengene, her talentet Andreas Bruhn Christensen. ARKIVFOTO: LARS PAULI

Peter Rasmussen (th) blev selv kåret til bedste spiller i Skandia Cup tilbage i 1980. Efter AaB og landshold er han nu tilbage i Støvring IF som cheftræner for U 14-drengene, her talentet Andreas Bruhn Christensen. ARKIVFOTO: LARS PAULI

STØVRING:27 drenge, 15 piger og otte ledere fra Støvring IF’s fodboldafdeling tager på lørdag hul på en lang rejse til Trondheim i Norge, hvor det syv dage frem gælder deltagelsen i Skandia Cup 2007. Det er spillere fra SIF’s U 14-hold, årgang 1993 og 1994, hos både piger og drenge, der er med i bussen, når den ruller fra Støvring IF’s klubhus lørdag først på aftenen. - Det er 28. gang, Støvring IF deltager med hold i Skandia Cup i Trondheim, og turneringen i år er nummer 33 i rækken. Det er traditionelt en tur, der i den grad styrker sammenholdet spillerne, trænerne og lederne imellem, og SIF-holdene får også rig lejlighed til at heppe på hinanden under kampene deroppe, siger Rasmus Gissel Jensen, medlem af SIF-bestyrelsen og bestyrelsesansvarlig for ældste ungdom i klubben. SIF’s U 14-drenge deltager med to hold i Skandia Cup 2007, A- og B-holdet fra JBU-turneringen, hvor de begge er at finde i toppen af deres respektive rækker. U 14-pigerne mønstrer ét hold, og pigerne og drengene kender hinanden godt, da mange af dem går i skole sammen. Cheftræneren for U 14-drengene i SIF, den tidligere landsholdsspiller Peter Rasmussen, fik selv et solidt rygklap tilbage i 1980, da han som SIF-ungdomsspiller blev kåret til turneringens bedste spiller i Skandia Cup - det år strøg holdet med Peter Rasmussen i øvrigt helt til tops i den norske turnering. Siden den første Skandia Cup tilbage i 1975 har SIF i flere tempi fået hold helt til tops - senest i 2005, da klubbens pigehold vandt finalen på storklubben Rosenborgs hjemmebane, Lerkendalen i Trondheim. Siden førsteudgaven af Skandia Cup tilbage i 1975 er turneringen vokset og vokset fra lidt over 120 deltagerhold til 350-400 hold, og Støvring IF har op gennem årene været en af de trofaste støtter. I år afvikles Skandia Cup en uge før startsignalet til skolernes sommerferie i Danmark, hvilket er beklageligt. Det har forståeligt nok givet visse bølgeskvulp mellem klub, spillere, forældre og skole - også i SIF, der signalerer, at klubben vil kigge sig om efter en anden udenlandsk turnering i en overskuelig fremtid, hvis tingene ikke er synkroniseret bedre til den tid.