Skolevæsen

- Stor forskel fra skole til skole

Skolerne skal selv tegne deres behov for indretning af lærerarbejdspladser

Skolechef Vibeke Post Madsen: - Så fleksibelt som muligt.

Skolechef Vibeke Post Madsen: - Så fleksibelt som muligt.

FREDERIKSHAVN:Hver lærer får sin bærbare pc, når de går om bord i skolereformen efter sommerferien, men om der følger et skrivebord med, er ikke sikkert.

- Vi vil gerne gøre det så fleksibelt som muligt, og er der nogle skoler, der har mere behov for et ekstra mødebord eller noget andet, er der ingen grund til at bruge alle pengene på skriveborde. Det er hver enkelt skole med til at bestemme.

Det siger undervisningschef i Frederikshavn Kommune, Vibeke Post Madsen.

Kommunen er for øjeblikket i gang med at screene hver enkelt skole for at få et overblik over, hvad der skal til for at skolernes fysiske rammer er klar til den nye virkelighed efter sommerferien.

Så klogt som muligt

- Det er meget forskelligt, hvilke behov skolerne har. Derfor har vi bedt hver skole tegne sit behov. Vi skal bruge de penge, vi har, så klogt som muligt, og vi skal selvfølgelig sikre, at vi overholder loven om arbejdsmiljø, siger Vibeke Post Madsen.

Indretningen af skolerne tager både højde for lærernes arbejdspladser, de digitale hjælpemidler og det rent bygningsmæssige.

Hvor mange penge, der skal bruges, er endnu ikke opgjort.

Sprækker i betonen

Selv om byrådet forleden vendte tommelfingeren nedad til Enhedslistens forslag om at slække på kravet om fuld tilstedeværelse, er der i følge Vibeke Post Madsen sprækker i betonmuren.

- Ifølge den aftale, vi har lavet med lærerkredsen, kan den enkelte leder og medarbejder aftale, at en opgave løses bedst derhjemme, hvis de vurderer, at det er det rigtige. Den mulighed er der, siger skolechefen.

Debatten om lærernes arbejdstid og konsekvenserne af skolereformen falder i Frederikshavn Kommune sammen med den største sparerunde i nyere tid.

Som tidligere omtalt skal B&U-området spare 18 mio. kr. i år og 53 mio. i 2015, og udvalget skal torsdag for første gang kigge på det omfattende oplæg til den fremtidige skole- og institutionsstruktur. Herunder lukning af fire-fem skoler og op til 18 daginstitutioner. En plan, der har skabt røre i forældrekredse over hele kommunen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst