Stor gæld i svømmeklub

Skat og Brønderslev Hallen har mange penge til gode i den konkursramte Brønderslev Svømmeklub - og alt tyder på, at pengene er tabt.

Jesper Ramsing
Brønderslev Svømmeklub efterlader sig en stor gæld, hvor Skat og Brønderslev Hallen er dem, der har flest penge til gode. Og de penge er efter al sandsynlighed tabt. Arkivfoto
Svømning 9. september 2008 06:00

Brønderslev Svømmeklub nåede at skylde en million kroner væk, inden den gik konkurs. Det viser opgørelsen over konkursboet, hvor Skat og Brønderslev Hallen, er dem, der har flest penge til gode. Og de penge er så godt som tabt, for udsigterne til at kreditorerne får pengene igen er meget dårlige, vurderer kurator Jens Pontoppidan. - Jeg kan ikke se, hvordan kreditorerne kan få deres penge ind igen, for der er jo ingen aktiver i svømmeklubben. Og de få aktiver der var, er blevet solgt, siger han. Svømmeudstyret fra Brønderslev Svømmeklub er nemlig blevet solgt til den nye svømmeklub, BSK08, har købt, oplyser Jens Pontoppidan. Skat har omkring 500.000 kroner til gode, mens Brønderslev Hallen har omkring 200.000 kroner ude at svømme. Derudover skylder Brønderslev Svømmeklub også penge til et pengeinstitut samt seks lønmodtagere. Og en gæld i den størrelsesorden, som det er lykkedes Brønderslev Svømmeklub at akkumulere, er usædvanlig høj, mener Jens Pontoppidan. - En million kroner er da en stor gæld taget i betragtning, at det er en forening. Svømmeklubben har jo ikke haft nogen anlægsudgifter, og det er jo ikke på grund af manglende sportslig succes, at den er gået konkurs, siger han. Den tidligere formand for Brønderslev Svømmeklub, Allan Merrild, udtalte i forbindelse med konkursen, at de ændrede tilskudsregler i kommunen har været kraftigt medvirken til, at klubben gik konkurs. Ifølge formanden mistede klubben omkring en halv million i tilskud som følge af de nye regler, og det har den tidligere formand også oplyst til Jens Pontoppidan, der derfor har bedt om en redegørelse fra kommunen. - Det er for at få klarlagt, hvordan det hænger sammen. Hvis det forholder sig sådan, at det mistede tilskud blot er en konsekvens af ændrede regler, så er der ikke noget at komme efter. Det er kun i det tilfælde, at kommunen skulle have regnet forkert, eller hvis reglerne er anvendt forkert, at kommunen i sidste ende kan blive erstatningspligtige. Men jeg skal understrege, at der overhovedet ikke er noget, der indikerer, at der skulle være lavet noget forkert fra kommunens side, forklarer Jens Pontoppidan. De seks personer, der har et lønkrav i konkursboet vil få deres tilgodehavende dække af Lønmodtagernes Garantifond.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...