EMNER

Stor indflydelse?

100.000 kroner for ni dage i Folketinget er en ganske pæn dagløn for Anders Stenild som vikar for justitsminister Lene Espersen. Hvor mange arbejdere, pensionister, kontanthjælpsmodtagere, bistandsklienter m.fl. får en sådan ydelse? I disse tider, da der skal spares på alle områder, specielt blandt de svage, er det nok ikke ret mange, som har særlig stor forståelse for, at staten bruger så mange penge på en enkelt borger. Regeringen kan bestå og træffe beslutninger uden Anders Stenild tungen på vægtskålen i en afstemning. Tiden skal bruges i udvalgene og i gruppen. Der skal skabes kontakter og knyttes netværk til fordel for Nordjylland. Hvad får Nordjylland for de mange penge? Mere erhverv, flere penge til kultur og idræt m.v.?Den ønskede motorvej? Hvor megen indflydelse kan en vikar få på ni dage? Er det fråds med skatte-yderpenge, eller er de givet godt ud.? Får Nordjylland fuld valuta for pengene? Måske kommer der flere ind, end der gives ud? Jeg spørger bare som en af de skatteborgere, som er med til at betale for dette vikariat. J.H. Buhl formand for Borgerlisten for Aalborg Kommune, Vagtelvej 28, Hou, johnbuhl@pc.dk