Stor indsats bag loppemarked

Forældre bruger masser af timer på at forberede marked på friskole

Henrik Strømgaard
Sådan en sofa sælger jo sig selv. Der var masser af mennesker til loppemarked på Aabybro Friskole. Foto: Torben Hansen
Skolevæsen 26. august 2007 06:00

AABYBRO: Det er en stor forældreindsats, der ligger bag det traditionelle loppemarked på Aabybro Friskole. I går fandt markedet sted for 18. år i træk, og det blev en hyggelig dag med masser af ting og sager til salg, caféstemning, musik og hygge. Forud går dog masser af arbejde fra forældrenes side. Det fortæller Ingelise Leegaard, der er mor til to børn på skolen og formand for loppemarkedsudvalget. - Det skal koordineres i årets løb, hvor folk melder ind, når de har noget til os. Så har vi et sjak, der hver anden onsdag henter tingene, fortæller Ingelise Leegaard. Tingene opmagasineres i en lånt lade, og i ugen op til loppemarkedet er der flere dages arbejde med at fragte tingene til friskolen. Det store arbejde er dog glemt, når dagen så kommer: - Det er jo hyggeligt. Det er ét stort, socialt arrangement, konstaterer Ingelise Leegaard. Der hyggesnakkes rundt om på pladsen, og tidligere elever og forældre dukker også op. Det samme gør tidligere leder af friskolen, Arne Jochumsen, som er auktionarius og har de bedste ting under hammeren.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...