Turisme

Stor interesse for at få tysk 100 km/h godkendelse herhjemme

Nu behøver danske campister ikke længere køre til Tyskland med deres campingvogne.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Møllegaardens Camping i Vilsund holdt i aftes sit andet fælles Tempo 100 arrangement. Og her er der 30 tilmeldte, der alle gerne vil køre 100 km/h på de tyske motorveje. Arkivfoto

Som noget nyt kan ejere af campingvogne nu få foretaget deres Tempo 100 syn i Danmark. Godkendelsen gælder udelukkende på de tyske motorveje og kunne hidtil kun foretages i Tyskland. Hos Møllegaardens Camping i Vilsund har man oplevet en stor interesse for ordningen. Her har man allieret sig med Thy Bilsyn, der er godkendt til den tyske godkendelse. Møllegaardens Camping holdt i aftes sit andet fælles Tempo 100 arrangement. Og her var der 30 tilmeldte, der gerne vil køre 100 km/h på de tyske motorveje. - Også ved vores første arrangement for nogen uger siden var der 30 interesserede. Så interessen er stor, siger værkfører Peer Sand. Prisen for godkendelsen er 500 kroner. Indtil videre skal papirarbejdet og den egentlige godkendelse fortsat foretages fysisk i Tyskland. Og Thy Bilsyn skal derfor stadig køre til nabolandet med papirerne. Ifølge Peer Sand er det dog kun et spørgsmål om nogle få uger, inden godkendelsen kan klares i elektronisk form. - Der går mellem otte og 10 dage. Så får folk deres papirer samt det obligatoriske Tempo 100 klistermærke, siger Peer Sand. I Danmark må campingvogne fortsat kun køre 70 kilometer i timen.