Socialforhold

Stor interesse for at hjælpe

Initiativ til et arrangement for brugerne af Kirkens Korshærs varmestue på Østerbro.

Fodbehandler Louise Hammer O'Caroll giver gratis behandlinger til brugerne af Kirkens Korshærs varmestue mandag 5. december. 
Arkivfoto: Michael Koch

Fodbehandler Louise Hammer O'Caroll giver gratis behandlinger til brugerne af Kirkens Korshærs varmestue mandag 5. december. Arkivfoto: Michael Koch

Selvom det kneb en smule med interessen til at begynde med, vælter det nu ind med tilbud fra folk, som vil hjælpe fodbehandler Louise Hammer O'Caroll med at hjælpe andre. Louise, som har klinik i Godthåb, har taget initiativ til et arrangement for brugerne af Kirkens Korshærs varmestue på Østerbro mandag 5. december, og - ud over fodbehandlinger - vil der nu også blive gratis massage, klipning og julemad. - Jeg havde lidt svært ved at finde en frisør, som ville være med. Men efter den seneste artikel i NORDJYSKE fik jeg pludselig en hel masse henvendelser, så nu har vi både en frisør til 5. december og flere på venteliste til lignende arrangementer, fortæller hun. Dermed er Louises ambitioner om at gøre arrangementet til en tilbagevende begivenhed også indenfor rækkevidde, og det glæder hende meget. - Det bliver jo meget nemmere, hvis jeg har en fast kerne af frisører og andre, som gerne vil være med, forklarer hun. Blandt de mange, som støtter arrangementet, finder man også Plejekompagniet, som sponserer en julefrokost til 40 af varmestuens brugere sammen med Johns Køkken i Vejgaard. - Vi synes, det var et godt initiativ, og derfor tog vi kontakt til Johns Køkken, fortæller medejer og økonomidirektør Tanja Hovgaard. Plejekompagniet støtter også Charity of Aalborgs uddeling af julekurve, så det er en bevidst prioritering i firmaet, der ikke bruger ret mange penge på andre former for reklame.