Stor interesse for at låne penge via sms

»Du er fyret«. Sådan en besked bipper ind på flere og flere lønmodtageres mobiltelefon. Arkivfoto.
Sverige 1. september 2007 06:00

KØBENHAVN: Låneansøgninger bipper lystigt ind hos SMS Kviklån. Virksomheden udsteder lån per sms og har haft travlt i åbningsugen, siger direktør Peter Flintsø. - Der er fin interesse, og vores system virker. Det går helt som planlagt, siger direktøren, som dog endnu ikke vil sætte konkrete tal på, hvor mange henvendelser, SMS Kviklån har fået den første uge. Reklamer for sms-lånene har kørt flittigt i ugens løb på flere tv kanaler, kommercielle radiostationer og en enkelt gratisavis. Send en sms og få mellem 500 og 3000 kroner ind på din konto en halv time senere, lokker reklamen for lånene, som til gengæld koster op mod 35 procent i ÅOP. Samtidig med, at sms-lånenes indtog i Danmark, advarer de svenske fogedmyndigheder ifølge det svenske nyhedsbureau TT om, at rigtig mange ikke kan betale de hurtige lån tilbage. I Sverige får fogeden mere end 1000 nye sager om sms-lånene om måneden. Hvis tendensen fortsætter, vil tallet overstige 10.000 sager i år. Over halvdelen af skyldnerne, der havner hos den svenske foged, er i forvejen registreret som dårlige betalere. Men hos SMS Kviklån i Danmark gør man alt for at undgå en slags sager, siger Peter Flintsø. - Der er seriøse selskaber, og så er der useriøse selskaber. De useriøse selskaber ofrer ikke de ressourcer, der skal til for at få kreditoplysninger om personen, fordi det er dyrt. Vi har et stort maskineri, der tjekker alle. Vi har haft nogle afvisninger, og det er vi i princippet også glade for, for det betyder, at vores system virker. Vi låner jo ikke penge til hvem som helst, siger Peter Flintsø. Unge mellem 18 og 25 er klart overrepræsenterede blandt sms-skyldnerne i Sverige. Men ifølge Peter Flintsø er de danske lånere typisk i starten af 30’erne og ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder. Herhjemme ser Forbrugerombudsmanden i øjeblikket nærmere på, om sms-lånene overholder gældende regler for markedsføring, lyder det fra ombudsmandens kontor. Der er ingen tvivl om, at danskerne har stor interesse for hurtige lån udenom banken. Det seneste år har der ifølge Danmarks Statistik været en stigning i de såkaldte blankolån - kontantlån uden tilknyttet låne- eller kontokort og uden sikkerhed. Ved udgangen af første kvartal i år havde danskerne således optaget blankolån for 8,6 milliarder kroner. Socialdemokraternes forbrugerordfører Mette Gjerskov vil stille forslag i Folketinget om at forbrugerne skal have tre dages fortrydelsesret for hurtige lån, som for eksempel sms-lånene. - Forbrugerne skal have mulighed for at sammenligne med andre lån, tage en snak med deres bankrådgiver, deres forældre eller hvem de nu måtte rådføre sig med. Inden for tre dage skal de kunne fortryde lånet og betale hovedstolen tilbage. På den måde får forbrugerne en valgmulighed - og lånudbyderne vil nok overveje en ekstra gang, om de vil lokke med smarte fiduser og horrible lån, som forbrugerne efterfølgende fortryder, siger Mette Gjerskov./ritzau/

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...