Stor interesse for ferielejligheder

Feriecenter Grønhøj Strand sælger ud

Byggeri 20. september 2002 08:00

GRØNHØJ: 136 ferielejligheder bliver sat på højkant, når Feriecenter Grønhøj Strand ved Ingstrup i morgen åbner for salget. Og på forhånd er interessen stor. Selv om salget officielt først starter i morgen, har de første mulige købere ringet og vist interesse for en "bolig" tæt på vandet. Og det glæder selvfølgelig formanden for ejerforeningen på Grønhøj Feriecenter, Bjarne Bøgh Jensen. Men han mener selvsagt også, at det er en god investering: - Det attraktive ved en købe sådan en lejlighed er, at de finansielle markeder er af sådan en art i øjeblikket, at fast ejendom er mere tiltrækkende end både aktier og obligationer, bankindlån og så videre. Lejlighederne har hotelstatus og kan udlejes året rundt, siger Bjarne Bøgh Jensen. Samtidig med startskuddet til det store boligsalg er der fuld gang i renoveringen. Håndværkere har travlt med at give det 24 år gamle center en ansigtsløftning til den nette sum af 20 millioner kroner. Blandt andet bliver de udvendige facader renoveret, og lejlighederne får nye køkkener ligesom centerbygningen bliver ombygget og moderniseret. Muligheden for en renovering opstod, da Bjarne Bøgh Jensen fik muligheden for at købe 136 ud af de ialt 160 ferielejligheder. Han driver Strandhotellerne ApS, som er et samarbejde mellem fire feriecentre, Hotel Fanø Badeland, Hejlsminde Badehotel, Feriecenter Kattegat og Fericenter Grønhøj Strand. Og den beskedne vestjyde, som ikke skyder gråspurve med kanoner, er også manden bag den omfattende modernisering. Lejegaranti For at få fingre i en af de 103 kvadratmeter store ferielejligheder må man betale et sted mellem 448.000-598.000 kroner - dog ikke på en gang. Der er en udbetaling på 25.000 kroner. Og det er mere tænkt som en investering frem for et sommerresidens. - Vi giver en lejegaranti på minimum 38.000 kroner de første to år afhængig af lejlighedens beliggenhed. Derudover er der mulighed for at tjene på gensalg. Der sker en prisstigning, selv om man sælger igen indenfor relativ kort tid. Vi ved fra andre projekter, at der har været tale om prisstigninger på omkring 150.000-250.000 kroner pr. lejlighed, siger Bjarne Bøgh Jensen Han forventer i øvrigt, at det primært er nordjyder, som vil være mest interesseret, men han har dog også fået henvendelser fra folk i Århusområdet. Også Nybolig i Blåvand, som står for salget, har mærket en stor forhåndsinteresse. På blot fem timer i går havde de første 100 potentielle købere været igennem på telefonen, og derfor tror ejendomsmægler Lars Just, at det ikke bliver et problem at komme af med ferielejlighederne. - Jeg har sågar haft én, der ville købe ubeset. Han kunne ikke komme i weekenden, så vi skulle bare sende ham materialet, siger ejendomsmægler Lars Just. Han har oplevet en speciel stor interesse fra folk på Fyn: - Jeg tror, at det er nemt at sælge, fordi det er fast ejendom. Det er en sikker investering i forhold til aktier, og pensionsmæssigt er det også en god investering, siger Lars Just.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...